Falke, fællesbetegnelse for rovfugle af slægten Falco i underfamilien Falconinae, i bredere forstand brugt om hele underfamilien eller endog om hele familien Falconidae. Medlemmerne i den anden underfamilie, Daptriinae, dvs. caracaraer samt syv arter af neotropiske "skovfalke", afviger dog stærkt fra de egentlige falke i udseende.
Falconinae omfatter 45 arter, af hvilke 37 henføres til slægten Falco. De øvrige otte er de såkaldte falkonetter, tre slægter af helt små, i hovedsagen insektædende falke; en af arterne findes i Sydamerika, en i Afrika, og resten i Sydøstasien.
Falkene i snæver forstand (Falco) er en ret homogen gruppe af elegant udseende rovfugle. I størrelse varierer de fra 20 til 60 cm. Flugtsilhuetten er karakteristisk med lange spidse vinger og en ret lang hale. De er eminente flyvere, og mange arter tager næsten udelukkende deres bytte (insekter, fugle) i luften; vingemuskulaturen kan udgøre helt op til 20% af kropsvægten. Overnæbbet er udrustet med en næbtand, en udbugtning af næbranden, der bruges til aflivning af byttet.
Taget under ét er falkene udbredt over det meste af verden og er generelt knyttet til åbne landskaber. I ynglebiologi ligner de andre rovfugle, bortset fra at de egentlige falke aldrig bygger rede; i stedet yngler de direkte på klippeafsatser eller i hule træer, eller de overtager reden fra andre fugle af passende størrelse. Hannen skaffer det meste af føden i yngletiden, mens den større hun står for størstedelen af rugningen og pasningen af ungerne. Visse arter, specielt de insektædende, er meget sociale og yngler i kolonier; det gælder også eleonorafalken (F. eleonorae) fra Middelhavsområdet, der er særegen ved at yngle meget sent på sommeren og opfodre ungerne med trækfugle på vej sydover.
De falke, der ofte opfattes som de mest typiske, måske fordi det er dem, der har været interessante for falkonerer, er de større arter, der fortrinsvis fanger fugle. Det er kompakt byggede falke med relativt kort hale. I Danmark yngler vandrefalken (F. peregrinus) med enkelte par og forekommer fåtalligt på træk, mens jagtfalken (F. rusticolus) er en meget fåtallig træk- og vintergæst. Mere langvinget er lærkefalken (F. subbuteo), som hører til en gruppe af små, meget hurtige falke, der både tager fugle og insekter; til gruppen regnes normalt også eleonorafalken (seks danske fund). Ret isoleret står den lille dværgfalk (F. columbarius), en nordligt ynglende fuglespecialist, der er ret almindelig i Danmark i træktiden. Aftenfalken (F. vespertinus) er en lille insektædende falk, der normalt er sjælden i Danmark, men undertiden optræder invasionsagtigt om foråret (maj) eller efteråret (aug.-sept.). Endelig repræsenterer den i Danmark almindeligt ynglende tårnfalk (F. tinnunculus) en gruppe af små falke, der tager deres bytte (insekter, gnavere m.m.) på jorden og under jagten gerne muser, dvs. står stille i luften på svirrende vinger. Som tilfældige gæster er også truffet lille tårnfalk (F. naumanni) fra Sydeuropa og amerikansk tårnfalk (F. sparverius) fra Nordamerika.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.