hejrer

De lever i lavvandede ferske og salte områder, hvor de fanger fisk, frøer, krebsdyr og lign. Fangsten sker typisk ved et lynhurtigt hug med næbbet. Under flugt og i hvile trækkes hovedet ind ved en S-formet bøjning af halsen. Prydfjer på hovedet eller andre steder er almindeligt, og pudderdun er karakteristisk for familien.

Hejrer yngler ofte i kolonier og bygger en rede af grene i et træ eller på jorden. De 3-7 ensfarvede, lyse æg ruges af begge mager og klækker efter 2-4 uger. Ungerne fodres med opgylpet føde. Ofte begynder ungerne at bevæge sig uden for reden, længe før de kan flyve, men vender tilbage til reden for at blive fodret. I dette stadium kan begge forældrene i perioder forlade reden for at fouragere.

Hejrerne inddeles i tre underfamilier:

1. Tigerhejrer og bådnæbshejrer (Tigriornithinae) omfatter seks mellemstore arter i tropisk Amerika, Vestafrika og på Ny Guinea.
2. Rørdrummer og dværghejrer (Botaurinae) omfatter 15 små til mellemstore arter. I Danmark er de repræsenteret af rørdrummen (Botaurus stellaris), som yngler fåtalligt i rørskove langs søer og moser.
3. De typiske hejrer (Ardeinae) omfatter de resterende knap 50 arter. I størrelse varierer de fra 35 cm til 135 cm og har som gruppe en kosmopolitisk udbredelse med den største artsrigdom i troperne. Til de typiske hejrer hører bl.a. den i Danmark almindelige fiskehejre (Ardea cinerea) samt seks arter, der af og til ses i landet: tophejren (Ardeola ralloides) fra Sydøsteuropa, kohejren (Bubulcus ibis) fra Sydvesteuropa, silkehejren (Egretta garzetta) fra Sydeuropa, sølvhejren (Ardea alba) fra Sydøsteuropa, purpurhejren (A. purpurea) fra Mellem- og Sydeuropa samt nathejren (Nycticorax nycticorax) fra Sydeuropa og Mellemøsten.

• storkefugle