Kakaduer
Stor gultoppet kakadu (Cacatua galerita) i Victoria, Australien.
Kakaduer
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Kakaduer er en karakteristisk familie af papegøjer fra Australien, Ny Guinea, østlige Indonesien og Filippinerne. Der kendes syv slægter med tilsammen 21 arter.

Faktaboks

Etymologi
af malajisk kakatua, lydefterlignende ord, formen påvirket af dansk due.
Også kendt som

Cacatuidae

De er typisk hvide, men også sorte og rosa arter findes. Kakaduer har en karakteristisk fjertop på hovedet, som de kan rejse afhængigt af humøret. De lever hovedsagelig af frø og nødder, men tager også frugter, blomster og rødder. Reden anlægges typisk i huller i træer. De kan blive 20-80 år gamle; helt op til 90 år gamle individer kendes.

Mange arter er på IUCN's liste over sårbare eller truede dyr; det skyldes dels ødelæggelse af deres levesteder, dels at de indfanges til brug som burfugle. Nogle arter betragtes som skadedyr.

Hvidtoppet kakadue (Cacatua alba) er en populær burfugl. Den er ca. 46 cm, helt hvid på kroppen, svagt gul under vinger og hale. Også toppen er hvid. Den stammer fra de nordlige øer i øgruppen Molukkerne i Indonesien. Også nymfeparakit (Nymphicus hollandicus), en lille kakadue på knap 100 g fra det indre af Australien, holdes ofte i fangenskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig