Papegøjer. 1 Rødøret ara (Ara rubrogenys, 55-60 cm) er en truet art med begrænset udbredelse i det centrale Bolivia. 2 Munkeparakit (Myiopsitta monachus, 28-29 cm) er udbredt i Sydamerika fra det centrale Brasilien langt ned i Argentina og er mange steder almindelig, bl.a. i byernes parker og forstæder. 3 Blåhovedet pionus (Pionus menstruus, 24-28 cm) er en af de talrigeste sydamerikanske papegøjer og udbredt i store dele af Brasilien og mod nord til Costa Rica. 4 Pragtlori (Trichoglossus haematodus, 25-30 cm) er med 20 underarter udbredt fra Bali mod øst til Ny Kaledonien samt i Australien. 5 Inkakakadue (Cacatua leadbeateri, 35 cm) er en fåtallig kakadue fra tørre, træbevoksede egne i Australien. 6 Nymfeparakit (Nymphicus hollandicus, 33 cm) er den mindste kakadue; den er vidt udbredt og talrig i Australien. 7 Barnards parakit (Barnardius barnardi, 33 cm) er en af Australiens mange fladhaleparakitter. 8 Blåisset flagermuspapegøje (Loriculus galgulus, 12 cm) er udbredt på Malaccahalvøen samt på Sumatra og Borneo. 9 Blommehovedet ædelparakit (Psittacula cyanocephala, 33-37 cm) er en frugtædende papegøje fra Indien og Sri Lanka. 10 Maskedværgpapegøje (Agapornis personatus, 13-15 cm) findes kun i Tanzania, hvor den lever i buskland med træer. 11 Uglepapegøje (Strigops habroptilus, 64 cm) fra New Zealand er den største af alle papegøjer. Den er stærkt truet med kun ca. 50 overlevende fugle, de fleste hanner; samtlige individer er overført til tre øer, der helt eller næsten er fri for indslæbte pattedyr. Arterne 1 og 11 er opført i CITES Appendix I, som omfatter de mest truede arter, der ikke må ind- og udføres; resten undtagen 6 i Appendix II, som omfatter truede arter, for hvilke ind- og udførsel er reguleret.

.

Papegøjer. Pragtlori (Trichoglossus haematodus) er med 20 underarter vidt udbredt i Australien (inkl. Tasmanien) samt fra Bali (Indonesien) mod øst over Ny Guinea til Ny Hebriderne. Den lever af nektar og pollen fra et stort antal plantearter.

.

Den største af araerne er Anodorhynchus hyacinthinus, der har et vingefang på 120-140 cm. Den er på Washingtonkonventionens liste over truede arter.

.

Papegøjer. Hoved af rød ara-papegøje, der tilhører gruppen af de største papegøjer.

.

Papegøjer er den eneste familie i fugleordenen Psittaciformes. Familien omfatter ca. 353 arter, der er udbredt over store dele af Jordens varmere klimazoner. Fjerdragten er overordentlig farvestrålende hos mange arter, og de fleste har meget kraftige, skingre eller skrattende, umelodiske stemmer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet papegøje kommer via spansk papagayo fra arabisk babagā, af uvis oprindelse, måske lydefterlignende.
Også kendt som

Psittacidae

Papegøjer har længe været populære burfugle, ikke mindst pga. deres strålende farver og enkelte arters evne til at efterligne tale. Al handel med papegøjer er reguleret gennem Washingtonkonventionen (CITES); effekten heraf har dog været begrænset.

Langt den største artsrigdom findes i tropernes lavlandsskove; mod syd når enkelte arter New Zealand og Ildlandet, mens nordgrænsen går gennem Afghanistan. Den tidligt i 1900-t. uddøde carolinaparakit (Conuropsis carolinensis) fandtes i det sydøstlige USA.

Papegøjers bygningstræk

Størrelsesvariationen inden for familien er betydelig (dvs. 8-100 cm, 10-1700 g, uglepapegøjen helt op til 3000 g). Næbbet er kraftigt og meget karakteristisk, idet overnæbbet krummer ned over det kortere undernæb; ved næbroden findes en vokshud. Overnæbbet er særdeles bevægeligt i forhold til resten af kraniet, og tunge- og kæbemuskulaturen er kompleks. Foden, der gerne bruges til manipulation af føden, har to fremadrettede og to bagudrettede tæer. Fjerdragten er overordentlig farvestrålende hos mange arter, som regel uden større forskelle mellem kønnene eller mellem unge og gamle fugle. En undtagelse er ædelpapegøjen (Eclectus roratus), hvor hannen er grøn med lyst næb, mens hunnen er rød med mørkt næb.

Papegøjers levevis

Papegøjernes føde er overvejende vegetabilsk. Praktisk taget alle arter æder plantefrø, men mange er derudover mere eller mindre specialiserede på frugter, rødder og rodknolde, pollen, nektar eller lav, og de fleste supplerer kosten med insekter. Lokalt kan talrigt optrædende arter gøre skade på afgrøder.

Næsten alle papegøjer er selskabelige og lever i større eller mindre flokke, i hvert fald uden for yngletiden. De fleste har meget kraftige, skingre eller skrattende, umelodiske stemmer. Papegøjepar holder ofte sammen hele livet. De yngler i huller i træer eller termitboer, enkelte dog på jorden eller på klipper, og munkeparakitten (Myiopsitta monachus) yngler kolonivis i en stor grenkonstruktion. De 2-5 hvide æg ruges af hunnen, hos kakaduerne dog af begge mager. Ungerne, der klækkes nøgne og blinde, fodres af begge forældre, og efter udflyvningen holder familien som regel sammen frem til næste ynglesæson.

Opdeling

Kakaduer. Gultoppet kakadue (Cacatua galerita) fra Ny Guinea.

.

Jako (Psittacus erithacus).

.

Papegøjerne kan opdeles i flere naturlige undergrupper, af hvilke et varierende antal opfattes som underfamilier. Kakaduerne med ca. 20 arter i Australien, Ny Guinea, østlige Indonesien og Filippinerne er en særlig velafgrænset gruppe, som evt. bør opfattes som en særskilt familie (Cacatuidae). Med undtagelse af nymfeparakitten (Nymphicus hollandicus; knap 100 g) er de ret store (300-1000 g), og de har alle en stor, bevægelig top på hovedet. Lorierne, med ca. 50 arter i Australien og på Ny Guinea og mange Stillehavsøer, er små til mellemstore, stærkt farvede papegøjer; de er specialiserede på en kost af pollen og nektar, som de tager vha. tungen, der er lang og forsynet med en børste af papiller på spidsen. Den frugtædende børstehovedede papegøje (Psittrichas fulgidus) på Ny Guinea står ret isoleret.

Af to andre små grupper, begge på New Zealand, omfatter den ene to arter, keaen og en nær slægtning, og den anden blot en enkelt, den næsten uddøde uglepapegøje (kakapo, Strigops habroptila), der ikke kan flyve og er nataktiv, og som afviger i ynglebiologien ved at være polygam.

De mindste papegøjer er spættepapegøjerne, seks arter på Ny Guinea, der færdes på træstammer. Fladhaleparakitterne i Australien og på New Zealand omfatter 30-40 langhalede arter, der primært lever af græsfrø; hertil hører bl.a. undulaten.

Gruppen Psittaculini, der er udbredt fra Australien til Afrika, omfatter over 60 arter, heriblandt adskillige velkendte burfugle som ædelparakitterne (Psittacula), dværgpapegøjerne (Agapornis) og flagermuspapegøjerne (Loriculus), mens Psittacini er en rent afrikansk gruppe med 12 arter, bl.a. den grå jako.

Den største papegøjegruppe omfatter alle de knap 150 arter, der findes i Syd- og Mellemamerika. Blandt disse er de store, langhalede og farvestrålende araer og de korthalede, overvejende grønne amazoner.

Truede fugle

Selvom de fleste er umådelig larmende, har papegøjer længe været populære burfugle, ikke mindst pga. deres strålende farver og enkelte arters evne til at efterligne tale. Handel med fugle indfanget i naturen og rydning af tropisk skov har påvirket mange papegøjebestande kraftigt, og sammen med fasanerne er det den fuglefamilie, der rummer relativt flest arter med en utilfredsstillende status. I alt 28 arter anses for truede, og ti for akut truede, mens to er uddøde i løbet af 1900-t.; herudover karakteriseres 24 arter som sårbare. Alene af de 17 araer er fire sårbare, fire truede, to akut truede og en uddød.

På papiret er al handel med papegøjer reguleret gennem Washingtonkonventionen (CITES), idet samtlige arter på nær tre (deriblandt undulaten) er opført i konventionens Appendiks I eller II. Effekten heraf har dog været begrænset, og situationen tegner overordentlig dyster.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig