Ravn (Corvus corax).

.

Ravn (Corvus corax).

.

Ravnen er en spurvefugl af kragefuglenes familie. Den måler op til 65 cm og vejer ca. 1-1,5 kg, og er dermed familiens største medlem. Ravnen er udbredt i det meste af Europa, Asien og Nordamerika samt i Nordafrika.

Faktaboks

Også kendt som

Corvus corax

I Danmark er den en ret fåtallig ynglefugl med ca. 500-700 ynglepar, hyppigst i Syd- og Østjylland og på Fyn, men også spredt i resten af landet; bestanden har været i vækst siden 1960'erne.

Tidligere var den almindelig i hele landet, men hårdnakket forfølgelse, bl.a. med giftudlægning, havde allerede omkring år 1900 bragt bestanden ned på 50 par, og midt i 1900-tallet var der blot ti par tilbage. Forfølgelsen var primært et led i vildtplejen, begrundet i løst underbyggede formodninger om artens skade på småvildt. Den tager da også en del fugleæg og unger, men er i øvrigt nærmest altædende.

Ravnen er særdeles tilpasningsdygtig og anses for en af de mest intelligente fugle.

Ravnens symbolik

Ravne har altid fascineret mennesker og indtager en fremtrædende plads i blandt andet nordisk og grønlandsk tradition og mytologi. I europæisk litteratur har de ofte været tydet negativt: som urene, kædet sammen med synd, ådsler og død. Dog er Odin i nordisk mytologi udstyret med to ravne, Hugin og Munin, som tankens og erindringens symboler.

I den folkelige overlevering er ravnen en ulykkesfugl; forsømte børn har en "ravnemor", og man kan "stjæle som en ravn". Et motiv i folkedigtningen er valravnen, en forvandlet, dæmoniseret mand, der jagter blod fra spædbørn.

De dystre sider af ravnens symbolik er også udfoldet i Edgar Allan Poes digt The Raven (1845) og i Thorkild Bjørnvigs store stjernebilleddigt Ravnen (1968).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig