Svaler
Rødrygget svale (Cecropis daurica) findes i dele af Middelhavsområdet, Mellemøsten, det sydlige Asien og det centrale Afrika. I Danmark er den en sjælden gæst.
Svaler
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Svaler er en familie af spurvefugle med 20 slægter og 86 arter i alle verdensdele undtagen Antarktis.

Faktaboks

Også kendt som

Hirundinidae

Udseende

Det er små, 12-23 cm lange fugle med en strømlinet krop, lange vinger og en oftest kløftet hale, evt. med forlængede yderfjer. De har en meget energiøkonomisk flugt og tilbringer en stor del af tiden i luften, hvor de fanger insekter. De er mørke, ofte sorte med iriserende farver på oversiden, men gerne med lysere underside; mange har en iøjnefaldende, lys overgump. Næbbet er kort og fladt med et stort gab, og fødderne er små, i mange tilfælde med fjerklædt mellemfod (tars).

Levevis

Svaler optræder gerne i flokke, og mange af dem yngler kolonivis. Nogle arter ruger i naturlige huller i træer, klipper eller bygninger, evt. med supplerende mudder omkring indgangshullet; andre udgraver selv huller i brinker, og endelig bygger mange arter en åben eller lukket rede af mudder. Kuldet er normalt på 4-5 æg, dog kun 3 hos tropiske arter. Kuldet ruges af hunnen eller af begge mager, og begge mager fodrer ungerne. Disse opbygger fedtdepoter, så de kan overleve kortere perioder med fødemangel, fx i forbindelse med dårligt vejr.

Svaler i Danmark

I Danmark yngler landsvale (Hirundo rustica), bysvale (Delichon urbicum) og digesvale (Riparia riparia) almindeligt. Desuden er klippesvale (Ptyonoprogne rupestris) og rødrygget svale (Cecropis daurica) truffet nogle gange som tilfældige gæster fra Sydeuropa.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig