Airedale terrier.

.

Airedale terrier, stor hund, den største af racerne blandt terrierne; skulderhøjden for hanner er 58-61 cm, for tæver 56-59. Den er muskuløs og med forholdsvis kompakt kropsbygning. Den stride og ru pels har tæt underuld, og tre til fire gange årligt bør pelsen trimmes. Farven er rødgul (tan) med sort eller gråsprængt sadel; denne farve strækker sig også op ad halsen og ned langs halens overside.

Racen opstod i dalen Aire i Midtengland, hvor den især blev brugt til jagt på oddere og vandrotter; desuden er den blevet brugt som politihund. Under krige har racen virket som sanitetshund, dvs. at den efter et slag har gennemsøgt slagmarken for sårede soldater. Under 1. Verdenskrig blev airedale terriere brugt som meldehunde mellem fronten og baglandet; i dag anvendes den også som redningshund og servicehund, men den er først og fremmest en familiehund. Om end racen er mere rolig end de øvrige terriere, kræver den en del motion og aktivering. Se også hunde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig