Schapendoes, hyrdehund fra Holland; skulderhøjden er for hanner 43-50 cm, for tæver 40-47 cm. Af kropsbygning er den let, den har en fjedrende gang , og den er en dygtig springer. Den lange og tætte pels er hård, bølget eller pjusket; alle farver er tilladte ifølge standard, men blågrå til sort foretrækkes. Racen var ved at uddø efter 2. Verdenskrig, men blev genskabt i 1950’erne; standarden godkendtes i 1971. Det er en aktiv hund, der kræver en del aktivering. Med sin livlighed er den også en god familiehund.