Grand danois anses for at være en af de største hunderacer, og den imponerende hund var i 1500- og 1600-t. en værdsat gave blandt fyrster. Senere blev den også brugt af adelen og det velstående borgerskab som vagt- og selskabshund. Her ses et eksemplar, der er gyldengul med sort maske; den mest eftertragtede farvevariant er nok den harlekinfarvede, men det er ikke uden problemer at fremavle de sort-hvide hunde, idet genet for denne karakter er tæt koblet til et andet gen, som i visse udgaver kan medføre døv- og blindhed.

.

Grand danois, ty. dogge, meget stor, muskuløs hund, hanner min. 80 cm i skulderhøjde, tæver min. 75, gerne større. Den korte pels er glat, farverne gyldengul med sort maske, tigerstribet, sort til stålblå eller harlekin, dvs. hvid med sorte pletter. På trods af at grand danois er en af de største hunde, er dens bevægelser smidige, og fremtoningen harmonisk.

Faktaboks

Etymologi
Grand danois er fransk og betyder 'stor dansk'.

På et kobberstik fra 1742 af den franske naturforsker grev de Buffon er racen anført med navnet grand danois, men oprindelseslandet diskuteres. Den menes opdrættet i Danmark siden 1500-t. i de kongelige stalde på Frederiksborg Slot, men bl.a. tyskerne regner den for en tysk hund. Således ophøjede Otto von Bismarck racen til rigshund under navnet deutsche Dogge.

Se også hunde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig