I Danmark findes kun én art, muldvarpen (Talpa europaea), der er udbredt igennem størstedelen af Eurasien, mod nord til det sydlige Finland og Sverige. Den findes i det meste af Danmark, men mangler i det sydvestlige Thy og på flere øer, heriblandt på Bornholm og Amager.
Den er almindelig på marker og i skove, dog sjældent på magre jorder og i nåleskove. Den bliver 12-17 cm lang, hvoraf halen udgør 2-3 cm. Vægten ligger på ca. 60-120 g. Pelsen er mørkegrå til sort.
Kropsbygningen afspejler muldvarpens nødvendige fysiske formåen, dvs. evne til flytning af store mængder jord på kort tid. Nogle knogler, fx overarm, underarm og brystben, er ekstremt udviklede og har fremspring, der danner fæste for den kraftige muskulatur, hvormed dyrets skovlformede graveredskab, hånden, bevæges. Denne er drejet udad og bagud og har foruden de tæt forbundne fingre tillige en bindevævsknogle, der forøger håndens bredde. De lange, kraftige kløer skraber jorden fri, og den skubbes enten til side eller opad i muldskud. Derved etableres og udvides et system af gange inden for et areal af nogle få tusinde m2. Gangene virker som fælde for byttedyr, især regnorme og insekter. Ved rigelig forekomst samles et forråd af indtil flere hundrede levende regnorme. Forlods har muldvarpen afbidt ormenes forreste led, hvilket længe forhindrer dem i at flygte.
De 3-4 unger fødes først på sommeren i en tør rede af strå og blade. De dier hos moderen i 4-6 uger. Ca. 40 % overlever til forplantningsdygtig alder, som er et år. Muldvarpen kan have et lidt aggressivt gemyt over for artsfæller, idet den er meget territorial og næsten lever solitært, undtagen dog i parringsperioden en gang om året; i denne periode vandrer hanmuldvarpe og opsøger hunmuldvarpenes territorier, og hunmuldvarpen tillader disse at trænge ind på deres territorier. Efter parringsakten forlade hanmuldvarpene igen hunnernes territorium. Dette sker normalt i marts. Muldvarpe kan undertiden dele gangsystemer med hinanden og med andre pattedyr, fx mosegrise, men de prøver altid at undgå hinanden, måske med duftstoffer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.