1. Blå orm (Octolasion cyaneum) bliver op til 10 cm og graver tværgange i jorden i løvskove og græsenge. 2. Grå orm (Aporrectodea caliginosa) bliver op til 13 cm lang og graver tværgange i jorden i løvskove og agerjord. 3. Grøn orm (Allolobophora chlorotica) bliver op til 7 cm lang og graver løse gange i fugtig, leret jord, i skovmuldjord og kompostbunker. 4. Stor regnorm (Lumbricus terrestris) bliver op til ca. 20 cm lang og graver lodrette gange i muldrig jord. Til højre ses to kokoner, hvori ormens æg udvikles. 5. Rosa orm (Aporrectodea rosea) bliver op til 4 cm lang og graver tværgange lige under overfladen i fugtig, leret jord. 6. Brandorm (Eisenia fetida) bliver op til 8 cm lang og lever i løvlaget over jorden eller i jordskorpen, især i kompostbunker og nær møddinger.

.

Regnorme er en fællesbetegnelse for større, jordlevende saddelbørsteorme. De er grupperet i flere familier; alle de ca. 25 fritlevende danske arter tilhører familien Lumbricidae.

De mindre arter lever almindeligvis i løvlaget over jorden eller i jordskorpen, mens større arter ofte graver omfattende gangsystemer nede i jorden, heriblandt den almindelige stor regnorm (Lumbricus terrestris). Den kan blive omkring 20 cm, mens den australske kæmperegnorm (Megascolides australis) kan blive næsten 3,5 m.

Regnorme lever først og fremmest af organisk materiale som rådnende blade, svampetråde og bakterier på og i jorden. Materialet nedbrydes vha. symbiotiske bakterier og svampe i tarmkanalen. Ved deres aktivitet fremmer regnormene nedbrydningen af organisk materiale, samtidig med at materialet transporteres ned i jorden; desuden luftes jorden ved ormenes graven, hvilket er af stor betydning for planternes vækst og dermed til gavn for regnormene selv. Således spiller regnorme en uhyre vigtig rolle i den fortsatte vedligeholdelse af jordens, bl.a. landbrugsjordens, kvalitet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig