Parasitisme er tæt sammenknytning mellem to levende organismer af forskellig art, hvor den ene part, parasitten, i dele af eller hele livet er ernæringsmæssigt afhængig af den anden, værten, som også kan udgøre parasittens hele levested. Andre former for samliv (symbiose) er mutualisme, hvor to organismer gensidigt drager nytte af hinanden, og kommensalisme, hvor kun den ene part har gavn af tilhørsforholdet, mens den anden hverken har gavn eller skade heraf. Udvikling til parasitisme kan ses som en glidende overgang fra kommensalisme og symbiose.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet parasitisme kommer af parasit(ter) og -isme.
For parasitten er det optimalt, at parasit og vært er velafbalanceret i forhold til hinanden, idet det er ugunstigt for parasitten at ødelægge sit eget levested. I de fleste parasit-vært-forhold kan små forskydninger medføre værtens død; fx hvis der kommer for mange parasitter i værten, eller værten på anden måde svækkes. Det kan også ske, at værten vha. sit immunforsvar får elimineret parasitterne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.