Fritlevende rundorm (Draconema, ca. 0,1 mm), som findes mellem sandskorn på havbunden og lever af bl.a. bakterier. Kroppen har cirkulære fortykkelser og børster, der gør det muligt for rundormen at bevæge sig i sandet. Farvet scanning-elektronmikroskopisk fotografi.

.

Rundorme er en række af orme, som omfatter både fritlevende og parasitiske arter. De er beslægtet med bl.a. hårorme og kinorhyncher og henføres til hovedgruppen Ecdysozoa. Der er beskrevet mere end 10.000 arter, men der findes langt flere. Størrelsen går fra mikroskopiske jordnematoder til 8 m lange parasitter hos kaskelotter.

Faktaboks

Også kendt som

Nematoda

Bygningstræk

Kroppen er langstrakt, cylindrisk og tilspidset i begge ender. Forrest findes munden, der kan være afgrænset af kraftige, kutikulære dannelser. Der er et muskuløst svælg efterfulgt af tarmen, der udmunder i gattet nær dyrets bagende. Rundormes overflade er dækket af en kutikula og kan have tværstriber, porer, papiller og børster, og der er ofte fire længdeløbende linjer indeholdende nervestammer og ekskretionssystem. Kroppen har længdemuskler og et væskefyldt hulrum (pseudocoelom) med et højt væsketryk.

Den hunlige kønsåbning findes midt på kroppen, den hanlige nær bagenden. De fleste rundorme er særkønnede, nogle er tvekønnede. Kønsorganerne er simple, trådformede dannelser hos begge køn. Visse arters hanner har en kraftig, paraplylignende dannelse og spikler, der bruges ved parring. Ekskretionssystemet udgøres af et par kirtelceller. Nervesystemet står i forbindelse med ydre sanseorganer.

Forekomst og livscyklus

Rundorme er en meget succesrig gruppe, der findes vidt udbredt på Jorden i kolde og varme klimater, i fugtig jord, i fersk- og saltvand, i varme kilder og på oceandybets bund. Parasitiske rundorme findes hos mange hvirvelløse dyr, hos alle hvirveldyr og i planter. Rundorme kan optræde i meget store mængder, fx 20 mio. pr. m2 græsmark. Nogle arter tåler udtørring i lange perioder. En særpræget fritlevende rundorm er eddikeålen (Turbatrix aceti), der kan leve i eddike. Føden er encellede organismer, råddent organisk materiale og for parasitiske rundorme plantesafter, blod og celler.

Rundorme gennemgår fire hudskifter i løbet af deres udvikling, og i det sidste stadium kan de formere sig. Mange parasitiske arter har en kompliceret livscyklus med flere værter. Parasitiske rundorme inficerer slutværten, fx mennesket, ved at ormeæg indtages via munden, larver trænger direkte gennem huden, eller larver sprøjtes ind af fx myg.

Betydning

Tegning af hageorm (Necator americanus, han, ca. 10 mm), som har bidt sig fast imellem tyndtarmens tarmtotter (set i snit) i et menneske. Hageormen lever udelukkende af blod, som den suger i sig ved at bide hul på tarmcellerne og blodkarrene. Flere end 700 mio. mennesker har hageorm som snyltere.

.

Rundorme udgør en vigtig del af økosystemet i jordoverfladen, hvor de deltager i nedbrydningen af dødt organisk materiale. I vandområders bund er de vigtige som rovdyr og som føde for andre dyr. For mennesket spiller rundorme en stor rolle, bl.a. ved at forvolde skade på afgrøder; disse planteparasitter er bl.a. kartoffel-, roe- og havreål. Endvidere findes en række vigtige og alvorlige parasitter hos mennesket og dets husdyr. Hos bl.a. grise og køer findes mange indvoldsorme, som forårsager dårlig trivsel og vækst. Se også luftrørsorm og lungeorm.

Hageorme er vigtige parasitter hos mennesket (arterne Necator americanus og Ancylostoma duodenale). De kønsmodne hageorme hager sig fast i tyndtarmens slimhinde, hvor de æder blod og kan forårsage blodmangel (anæmi). Æggene forlader værten med afføringen. De fritlevende larver lever af bakterier i fugtig jord. Det tredje larvestadium trænger gennem værtens hud. Larverne vandrer i kroppen og ind i blodkar, i lungerne bryder de ud og vandrer op til svælget og kommer sluttelig ned i tarmen. En anden betydningsfuld parasit hos mennesket er piskeorm (Trichuris trichiura). Infektion sker ved indtagelse af æg, som klækkes i tarmen. Piskeormene lever i tyktarmen af tarmslimhinde.

Alvorlige parasitter er trådormene (filarier), der forvolder forskellige sygdomme, samlet betegnet filariasis. Eksempler er flodblindhed (skyldes arten Onchocerca volvulus), elefantiasis (Wuchereria bancrofti) samt dracontiasis, der skyldes guineaorm (Dracunculus medinensis). Andre vigtige rundorme hos mennesket er spolorme (Ascaris), børneorm (Enterobius vermicularis) og trikiner (Trichinella). Rundorme findes især hyppigt hos mennesker i ulande, og deres forekomst er forbundet med dårlige sanitets- og hygiejneforhold.

I bekæmpelsen tilstræber man at forebygge infektion. Det kan eksempelvis ske ved, at afføring deponeres, så ormeæggene går til grunde. Der findes effektive lægemidler til bekæmpelse af parasitiske rundorme; der er dog ved intens brug opstået resistens. Se også indvoldsorme og mave-tarm-parasitter.

Rundorme i landbrugsplanter

En række forskellige rundorme kan optræde som skadedyr på landbrugsafgrøder, hvoraf de mest skadelige er cystenematoder: havrecystenematoder (Heterodera avenae), roecystenematoder (Heterodera schachtii) og kartoffelcystenematoder (Globodera rostochiensis). Disse rundorme er i korn, bederoer og kartofler årsag til et stærkt forgrenet rodnet, der hæmmer planternes vand- og næringsstofoptagelse og dermed vækst.

Et tydeligt tegn på angreb er opsvulmede nematodhunner på rødderne. Disse hunner indeholder et stort antal æg og omdannes efterhånden til en cyste, idet huden hærdes. Herefter dør hunnen, men æggene kan overleve mange år i cysten i jorden. Cysterne kan netop ses med det blotte øje, er ca. 1 mm i diameter og ligner hvide eller brune knappenålshoveder. Angreb af cystenematoder kan forebygges ved at dyrke resistente sorter og via sædskifte.

Kartoffelcystenematoder er undergivet offentlig bekæmpelse, og der er anmeldelsespligt til Plantedirektoratet ved fund af angreb, ligesom der er forbud mod at dyrke modtagelige kartoffelsorter på smittet jord og mod at anvende knolde fra smittede arealer som læggekartofler. Også fritlevende nematoder kan være skadelige.

Arter af slægterne Trichodorus og Paratrichodorus kan bl.a. sprede virussygdommen rattle til kartofler. Stængelnematoden (Ditylenchus dipsaci) kan angribe mange forskellige afgrøder og ses til tider i lucerne, hvor den forårsager korte og opsvulmede skud.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Lars Jødal

Søgning på engelsk Wikipedia og på Google tyder på, at piskeormen Trichuris trichura i stedet bør skrives med artsbetegnelse "trichiura" - hvilken stavemåde er den rette?

skrev Thomas Bille

Det er godt set. Der er falder et "i" ud. Det korrekte navn er: Trichuris trichiura. Det skulle være rettet nu.

Mvh
Thomas Bille/Redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig