sæler - Læs om parring, sælarter og sælfangst

Sæler i grønlandske og danske farvande. Den grønlandske eksport af skind fra grønlandssæl, ringsæl og klapmyds blev hårdt ramt af den intensive kampagne, der blev ført i 1980'erne af bl.a. Greenpeace mod den kommercielle fangst af white coats og blue backs (unger af hhv. grønlandssæl og klapmyds). I danske farvande er spættet sæl den almindeligste art, mens gråsæl især ses på nogle få, faste tilholdssteder. Ringsæl er en sjælden gæst fra øst, og syv grønlandssæler nåede danske kyster i 1987 under en sælinvasion i Norge; klapmyds er kun fundet én gang.

Henning Anthon.

Licens: Begrænset anvendelse

Sæler er en familie inden for sælordenen, Pinnipedia. De ægte sæler er karakteriseret ved at mangle ydre ører (modsat øresælerne). De har bagudrettede bagluffer, der ikke støtter kroppen under bevægelse. Sæler har et isolerende spæklag, mens pelsen i modsætning til øresælers ikke giver nogen isolation af betydning.

Faktaboks

Også kendt som: Phocidae, ægte sæler

Sæler bruger synssansen, lugtesansen, bl.a. til ungekending, og høresansen som andre pattedyr, mens det er uvist, om de kan ekkolokalisere som tandhvaler. De fleste sæler er fiskeædere, men de tager også krebsdyr, blæksprutter og andre bløddyr. Da sæler fouragerer på store dybder i lang tid ad gangen, foregår en del af deres stofskifte uden ilt, kaldet anaerobt.

Parring

Hos de fleste arter foregår parring og fødsel inden for en forholdsvis snæver tidsperiode, og der går 11-12 måneder mellem parring og fødsel. Det befrugtede æg sætter sig først fast i livmoderen efter 5 måneder (såkaldt forsinket implantation). Selve fosterudviklingen varer 6-7 måneder. Hos visse arter forekommer lanugopels, enten kun hos fostret eller også hos den nyfødte unge. Sæler føder deres unge på land eller is, men også under den senere fældning tilbringes megen tid på land. Høj overlevelsesprocent sikres ved, at ungen er stor fra fødslen og hurtigt opfedes med fedtholdig mælk fra moderen.

Sælarter

På grundlag af tandforhold og kraniekarakterer skelnes der mellem to underfamilier med i alt 19 arter. De nordlige sæler, Phocininae, udgøres af slægterne Phoca (syv arter), Halichoerus (en art), Erignathus (en art) og Cystophora (en art), mens Monachinae, der fortrinsvis findes på den sydlige halvkugle, består af slægterne Monachus (tre arter), Mirounga (to arter), Lobodon (krabbeædersæl), Ommatophoca, Hydrurga og Leptonychotes (Weddellsæl) med hver en art.

Sælfangst

Sælfangst betegner enhver fangst rettet mod arter af sælordenen, dvs. ægte sæler, hvalrosser og øresæler. I snæver forstand betegner det dog kun fangst af ægte sæler. Sælfangsten kan opdeles geografisk i en nordlig og en sydlig aktivitetszone samt efter anvendelse i en kommerciel fangst og en subsistensfangst.

Helt tilbage til stenalderen er der spor af fangst af sæler i Nordatlanten. For at reducere sælbestandene, der blev opfattet som skadedyr, som angivelig gjorde store indhug i fiskebestanden, blev der i 1800-tallet udlovet skydepræmier i flere lande. I Danmark gjorde man det indtil 1927. Sælfangst blev ofte drevet sammen med hvalfangst. Kommercielle fangster har ligeledes fundet sted, men de fleste steder er sælbestandene nu fredet. En lokal udnyttelse af sæler finder fortsat sted i Grønland og Canada. I dag er utilsigtede fangster i bl.a. drivgarn registreret for mange sælarter.

Læs mere i Den Store Danske

sælordenen

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.