Både det danske og det videnskabelige navn hentyder til larvernes særprægede gangart: Dyret måler sig frem, idet det skiftevis holder fast i underlaget med de tre par brystben fortil og to par gangvorter bagtil og samtidig hhv. sammenkrummer og udstrækker kroppen.

.

Målere. Lille frostmåler, hankøn (Operopthera brumata).

.

Målere. Lille frostmåler, hunkøn (Operopthera brumata).

.

Målere er en familie af natsværmere. På verdensplan kendes der over 23.000 målerarter, hvoraf omkring 300 arter findes i Danmark.

Faktaboks

Etymologi

Navnet kommer af græsk geometres 'landmåler'.

Også kendt som

Geometridae

Både det danske og det videnskabelige navn hentyder til larvernes særprægede gangart: Larven "måler" sig frem, idet den skiftevis holder fast i underlaget med de tre par brystben fortil og to par gangvorter bagtil og samtidig hhv. sammenkrummer og udstrækker kroppen. De tre forreste par gangvorter (af det typiske sæt på fem par, se sommerfugle) er nemlig næsten altid mere eller mindre reducerede og oftest helt forsvundet; herved umuliggøres den normale glidende larvegang.

Larverne begnaver oftest foderplanten udefra, men visse mindre former lever indboret i frugter mv. Nogle målerlarver på Hawaii er behændige rovdyr, som æder småfluer m.m., en for sommerfuglelarver meget usædvanlig levevis.

De voksne sommerfugle har gennemgående brede vinger, og mange har spinkle kroppe. Høreorganer, som kan registrere flagermusenes orienteringslyde, findes fortil i bagkroppen som hos flere andre nataktive sommerfugle.

Målerne omfatter flere af vore almindeligste og bedst kendte natsværmere. Enkelte arter, bl.a. visse frostmålere, som er fremme sent på året, har en vis betydning som skadedyr i haver eller skov. Se også birkemåler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig