Stikmyg.

Øverst (1) en hunmalariamyg, Anopheles sp., i færd med at suge blod. Snabelskeden er bøjet bagud, mens de andre munddele er presset ned gennem huden til et blodkar. Under blodsugningen sender inficerede malariamyg spyt med malariaparasitter (Plasmodium) ned i offerets blodkar. Myggens bagkrop er udspilet af offerets blod; overskydende væske afgives som dråber fra bagenden.

Nederst (2) en hun af den lille kældermyg, Culex pipiens, under klækning. Resterne af puppen ses ttil venstre. Til højre på myggen ses stikkesnabelen, og de let buskede følehorn holdes i en vinkel på 45°. Denne art, som i Danmark stikker især fugle, overvintrer som voksen i kældre, stalde o.l.

Stikmyg.
Af .
Stikmyg.
Myggelarver af stikmyg, der hænger og ånder i vandoverfladen.
Stikmyg.
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.
Stikmyg.

Lille kældermyg (Culex pipiens).

Stikmyg.
Af .

Stikmyg er en familie af slanke, 3-8 mm lange myg af insektordenen tovinger (Diptera). Stikmyg er udbredt over hele kloden, undtagen i de allerkoldeste egne, og der kendes mere end 3500 arter og i Danmark over 30. Vingerne er skælklædte, og hannerne har buskede følehorn.

Faktaboks

Også kendt som

Culicidae

Fødesøgning

Munddelene er trukket ud i en lang, slank stikke- og sugesnabel. Hannerne, som har delvis reducerede munddele, suger nektar, mens hunnerne suger nektar og blod, som især hentes fra varmblodede (homoioterme og endoterme) dyr, dvs. pattedyr og fugle. Bevægelser, varmestråling og kemiske stoffer som fx kuldioxid (CO2) og mælkesyre tiltrækker hunmyggen, som stikker hul og sender spyt ned til et blodkar i offerets hud.

Hos nogle former, bl.a. malariamyg, Anopheles, indeholder spyttet stoffet anticoagulin, der hindrer blodet i at koagulere. Andre, fx Aëdes, spytter stoffer ind, som provokerer en histaminreaktion, således at blodkarret udvider sig. For mange arter er hunnens blodmåltid en nødvendighed for udviklingen af æg.

Larveliv

Stikmyg.

Skovmyg (Aedes sp.).

Stikmyg.
Af .

De vandlevende larver er langstrakte og lemmeløse. Bagest på kroppen findes et ånderør. I hvile ses larverne hængende med ånderøret i vandoverfladen. Hos Anopheles mangler ånderøret, og larverne ligger parallelt med vandoverfladen. Stikmyglarver har omkring de bidende munddele en række børster til frafiltrering af plankton, og enkelte tropiske former har larver, der lever som rovdyr. De kommaformede pupper, som er forsynet med to små ånderør, hænger i hvile i vandoverfladen.

Æglægning

Mange stikmyg lægger æg på vandoverfladen, enten enkeltvis (fx Anopheles) eller i grupper (fx Culex). Aëdes-arter placerer æggene enkeltvis over vandlinjen på blade, grene eller mudder. Æggene kan hos disse tåle udtørring i op til et år. De forskellige arter foretrækker mange forskellige typer af ynglesteder, fx smådamme, midlertidige vandpytter i skove, beholdere med regnvand og møddingpøle. Blandt tropiske former findes arter, der lever i vandsamlinger i bladskeder.

Sygdomsoverførsel

Stikmyg er især i troperne ansvarlige for overførslen af en mængde alvorlige sygdomme til mennesker og andre hvirveldyr, bl.a. via malariaprotozoen Plasmodium, rundorme, der forårsager filariasis (elefantiasis), og en række virus, der forårsager sygdomme som fx denguefeber, gul feber og adskillige former for encefalitis, fx japansk encefalitis. Nilfeber, en alvorlig virusinfektion, der overføres af stikmyggen Culex modestus, blev 2014 fundet i Danmark.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig