Zoologisk Museum. I Zoologisk Museums udstillinger kommer du tæt på dyr fra hele verden. I de livagtige og smukke landskaber kan du fx møde hvalrossen. Foto 2008.

.

Zoologisk Museum, nationalt museum for zoologi og del af et institut under Københavns Universitet. Det nuværende museum blev grundlagt i 1862 i en nybygning i Krystalgade, da universitetsmuseet fra 1770 blev forenet med Det Kgl. Naturhistoriske Museum fra 1805. Sidstnævnte var baseret på tidligere samlinger fra bl.a. Kunstkammeret, og begge overtog efter stiftelsen en række kongelige og private samlinger.

Efter 100 år i Krystalgade flyttede samlinger og personale i 1963 til et nyt byggeri på Nørre Fælled (Universitetsparken). I 1970 åbnedes de offentlige udstillinger, der omfatter Danmarks dyreverden, Fra pol til pol, Oceanernes dyreliv, areal til skiftende udstillinger samt cafeteria. Studerende fungerer som kustoder, og den omfattende skoletjeneste går som en af de først etablerede tilbage til 1970. Bygningen rummer også videnskabelige magasiner, arbejdsværelser, biblioteker, værksteder mv.

Den 1.1.2004 blev Det Naturvidenskabelige Fakultets tidligere museer (Botanisk Have, Botanisk Museum og Centralbibliotek, Geologisk Museum og Zoologisk Museum) forenet til en samlet institution, Statens Naturhistoriske Museum, der udgør et nationalt museum for botanik, geologi og zoologi samt tillige er et institut under Københavns Universitet.

Museets opgaver er dels forvaltning af samlingerne, dels forskning og vejledning af studerende. Forvaltning (kuratering) omfatter indsamlinger, præparation mv., udlån samt en stadig udbygning af elektronisk registrering. I dag indsamles mest havdyr og insekter, mens man for fugle og pattedyrs vedkommende ofte nøjes med blodprøver til DNA-analyse. De centrale forskningsfelter er systematisk zoologi (artsbeskrivelser, slægtskabsforhold, evolution, faunistik mv.) og zoogeografi. Særlige domæner er kvartærzoologi og fugleringmærkning. Systematik og zoogeografi er i høj grad baseret på de videnskabelige samlinger, der rangerer blandt Europas største; særlig talrige er dyr fra Arktis og fra mange havforskningsekspeditioner.

Museets videnskabelige og populære tidsskrifter er hhv. Steenstrupia (1970-) og Dyr i natur og museum (1941-46, 1984-); hertil kommer store ekspeditionspublikationer som Spolia Atlantica, 1-3, (1885-86), The Danish Ingolf-Expedition (1898-1954), Atlantide Report (1950-) og Galathea Report (1956-). Se også botaniske museer, Geologisk Museum og naturhistoriske museer.

Zoologisk Museums hjemmeside

Kommentarer (1)

skrev Christian Schmidt

Museet lukkede permanet i 2022.
https://snm.ku.dk/zoologisk-museum/

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig