Til venstre ses en hel plante med knold omgivet af skæl, gule lavblade, grønne løvblade og to blomster, der begge er udviklet på dette års knold. Hvis to blomster udvikles, vil planten normalt dele sig i det følgende år. På denne måde kan krokus med tiden optræde i klynger af mange ens individer. Til højde ses et længdesnit af en plante med forrige års knold, rødder, skæl, dette års knold, løvblade og blomst med frugtanlæg, blosterrør, tre støvbærere og griffel.
Krokus er en slægt af forårs- eller efterårsblomstrende knoldplanter i irisfamilien. Der kendes ca. 250 arter, som er udbredt fra Middelhavsområdet til Centralasien.
Crocus
Vårkrokus (Crocus vernus) er en populær haveplante, som er fremavlet i en række farver og former. På grund af dens tidlige blomstring er den blandt havens første forårsbebudere.
De har en underjordisk stængelknold (se knold) og danner hvert år en ny knold oven på den gamle, der visner bort.
Bladene, der er linjeformede og som regel har kors- eller X-formet tværsnit, udgår fra dette års knold; rester af forrige års blade omgiver basis af knolden som tørre skæl. Der dannes normalt kun én blomst hvert år tidligt i vækstsæsonen; enkelte arter er efterårsblomstrende.
Blomsten er oversædig og udvikles for enden af en kort, underjordisk stængel. Et meget langt blosterrør løfter de seks frie blosterflige, der som regel er lyslilla eller gule, op over jordoverfladen. Nektar dannes i bunden af røret, hvori tre støvbærere er fæstet (se også blomst). Griflen er lang med tre grene, der er frynsede i spidsen.
En række arter dyrkes som prydplanter. En enkelt art, safrankrokus (Crocus sativus), dyrkes for krydderiet og farvestoffet safran.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.