Vækstlag, cellelag i stængel og rod hos planter, der har tykkelsesvækst. Ved gennemsavning af en træstamme ses et vækstlag, det vaskulære kambium, mellem ved og bark; cellerne i vækstlaget er skrøbelige, og derfor slipper barken og veddet let hinanden. To forskellige vækstlag, de to laterale meristemer, bidrager til tykkelsesvækst. Det ene, det vaskulære kambium, danner indefter ved (xylem) og udefter sivæv (phloem), som ligger inderst i barken; det andet vækstlag, som ligger længere ude i barken, er korkkambiet, der udefter danner korkceller og indefter få parenkymceller (se kork); se også planter (plantevækst).