Raymond Dart, 1893-1988, sydafrikansk anatom og antropolog, født og uddannet i Australien; 1923-58 professor ved Witwatersrand Universitet, Johannesburg, Sydafrika. I 1925 publicerede Dart beskrivelsen af den hidtil ældste og mest primitive art på menneskets udviklingslinje, Australopithecus africanus. Typeeksemplaret blev fundet ved Taung i Sydafrika og består af kranium og afstøbning af hjernen fra et ungt individ, også kaldet "Darts baby" eller "Taungbarnet"; sandsynligvis resterne af en stor rovfugls måltid. Darts tolkning af fundet var genstand for en heftig debat, da man mente, at mennesket var opstået i Europa eller Asien, men den er senere blevet bekræftet. Se også Australopithecus.
I 1950'erne fremførte Dart en teori om, at australopithecinerne havde haft en materiel kultur baseret på redskaber af knogle, tand og horn, den såkaldte osteodontokeratiske kultur. Den havde bl.a. spor efter kannibalisme, men disse har vist sig at være rester fra rovdyrs måltider. Arbejdet omkring teorien var dog med til at udvikle tafonomien, dvs. videnskaben om processerne under dyr og planters nedbrydning: fra død til eventuel fossilering.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.