Ames' test, bakteriologisk metode til at bestemme et kemisk stofs evne til at fremkalde mutationer og dermed evt. kræft; opfundet af den amerikanske forsker B. Ames i 1975. Til testen benyttes en bakteriestamme, som kræver aminosyren histidin for at kunne vokse. Efter kontakt med et stof, der fremkalder mutationer, vil enkelte af bakterierne miste behovet for histidin. Antallet af bakteriekolonier, som kan gro uden aminosyren, giver et mål for stoffets mutagene evne.