autoradiografi

I biokemi og molekylærbiologi bruges autoradiografi til at analysere resultaterne af eksperimenter, hvor radioaktive isotoper indbygges i et reaktionsprodukt. Den papirtynde prøve (fx fra elektroforese eller papirkromatografi), som indeholder det radioaktive stof, anbringes i tæt kontakt med en fotografisk film. Den radioaktive isotop i prøven udsender betapartikler eller gammastråler, som vil eksponere filmen. Efter fremkaldelsen vil sværtningen af filmen give et billede af fordelingen af det radioaktive materiale i prøven. Alt efter det radioaktive materiales strålingsintensitet kan filmens eksponeringstid vare fra minutter til uger.

Nogle radioaktive isotoper udsender lavenergetiske betapartikler, som har en meget kort vandringsvej. Derfor skal der være en meget tæt kontakt mellem præparat og film. I disse tilfælde kan følsomheden øges ved tilsætning af specielle fluorescerende kemiske forbindelser til prøven. Den radioaktive stråling skaber lysglimt af fluorescens, som eksponerer filmen (fluorografi).

Omkring 1990 begyndte man at anvende en metode, som i vid udstrækning kan erstatte autoradiografi. Ved denne såkaldte fosfor-imaging anbringes prøven i tæt kontakt med en skærm, der indeholder krystaller af et fluorid-bromid-salt af barium og europium. Den radioaktive stråling vil fremkalde ændringer i krystallerne, som kan afsløres ved bestråling med rødt laserlys. De områder på skærmen, som har været udsat for radioaktiv bestråling, vil udsende blåt lys, hvis intensitet er proportional med den radioaktive stråling. Fosfor-imaging metoden er 10-100 gange mere følsom end autoradiografi.

I celle- og vævsbiologien bruges autoradiografi til bestemmelse af fordelingen af et radioaktivt mærket stof i celler og væv. Som radioaktiv isotop bruges især tritium (brintisotopen ³H). En fotografisk emulsion anbringes i tæt kontakt med et vævssnit, og emulsionen vil efter fremkaldelse markere isotopens lokalisering i form af små sølvkorn på vævssnittet. Isotopen kan være indbygget i et organisk molekyle og tjener da til at lokalisere dette eller omdannelsesprodukter heraf i vævet.

Metoden er bl.a. nyttig til bestemmelse af den hyppighed, hvormed celler deler sig i forskellige væv i forsøgsdyr. Dyret gives en indsprøjtning af tritiummærket thymidin, der indbygges som thymin i DNA under DNA-syntesen forud for celledelingen. Ved at indgive thymidin efter pulse-chase analyseprincippet opnås en selektiv mærkning af de celler, der er dannet inden for en defineret tidsperiode, og det er efterfølgende muligt at bestemme disse cellers videre deling, deres levetid og deres vandringer i vævet eller organismen. Dette sidste har haft stor betydning for kortlægningen af blodcellernes (specielt lymfocytternes) dannelse og vekslende opholdssteder i organismen.