Faktaboks

Jesper Hoffmeyer
Født
21. februar 1942
Død
25. september 2019

Jesper Hoffmeyer var en dansk biokemiker, bror til Henrik og Klaus Hoffmeyer; 1972-2009 lektor ved Molekylærbiologisk Institut, Københavns Universitet. 2005 tog han den filosofiske doktorgrad ved Aarhus Universitet.

Naturvidenskab, teknologi og samfundsforhold og deres indbyrdes forhold behandles i hans omfattende forfatterskab. Jesper Hoffmeyer var medstifter af og redigerede tidsskriftet Naturkampen 1976-85. I bogen Dansen om guldkornet (1975) kritiserer han reduktionismen i den moderne biologi, mens Samfundets naturhistorie (1982) bidrog til 1980'ernes miljødebat med visionen om en mere økologisk forsvarlig resurseudnyttelse gennem de nye informations- og bioteknologier.

Fra 1984, da Naturen i hovedet udkom, arbejdede Jesper Hoffmeyer med biologiens og navnlig evolutionsteoriens filosofi og historie. En ny naturfilosofi, som betoner naturens kommunikative aspekter, er udviklet i En snegl på vejen (1993); her kortlægges "betydningens naturhistorie" vha. biosemiotikken. I Overfladens dyb - da kroppen blev psykisk (2012) gør han op med den dualistiske tænkning i sjæl og legeme.

Jesper Hoffmeyer modtog i 1985 PH-prisen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig