Léon Croizat, 1894-1982, italiensk botaniker og biogeograf. Croizat, som var selvlært og kontroversiel, var siden 1947 bosat i Venezuela. Han var uddannet som jurist, arbejdede som kunstner i New York og Paris og blev senere assistent på Harvard University's herbarium. Han udgav over 15.000 sider, for en stor dels vedkommende på eget forlag. Mest kendt er hans biogeografiske teori, panbiogeografi, som er en syntese af geologi og evolutionslære.