Tjalfe-ekspeditionerne, to danske naturvidenskabelige togter til Grønland i 1908 og 1909 på briggen Tjalfe, der indledte de grønlandske fiskeriundersøgelser. Adolf Jensen tog initiativet og ledede de omfattende indsamlinger af fisk og andre havdyr samt hydrografiske data over en mere end 1000 km lang kyststrækning i Vestgrønland. Udredningen af nyttefiskenes forekomst, yngleforhold m.m. samt de påviste muligheder for indhandling og saltning udgjorde sammen med mere effektive fangstredskaber grundlaget for fiskeriets eksplosive udvikling de følgende år.