Rubladfamilien. Himmelblå lungeurt har smalle, lancetformede grundblade (tv.), mens de to øvrige danske arter har æg-hjerte-formede grundblade. I midten jordstængel med rødder og blomstrende skud. Øverst th. blomst med femlappet krone og bæger med lange, spidse tænder. Nederst th. endestillet svikkel med først røde, senere rent blå blomster. Himmelblå lungeurt er 15-30 cm høj. Den forekommer i Mellem- og Østeuropa; i Danmark, hvor den er fredet, findes den i dag kun ved Kyndby på Sjælland, hvor den vokser på en kalkholdig, solrig overdrevsskrænt.

.

Rubladfamilien. Tv. nedliggende skud af hestetunge med først rødlige, senere lyseblå blomster. Øverst th. klokkeformede blomster. I midten th. bæger med fire oppustede delfrugter, som kan flyde på vandet. Nederst th. rod og tyk flerårig jordstængel med bladbaser, blade og ungt skud. Hestetunge er en arktisk art, der i Danmark kun er kendt fra stenstrande i Nordjylland.

.

Rubladfamilien, Boraginaceae, plantefamilie med ca. 154 slægter og 2500 arter, udbredt over hele Jorden, især i tempererede og subtropiske egne. Det er urter og buske, sjældnere træer og lianer. Bladene er spredte, hele og ligesom stænglerne oftest ru af stive hår. Blomsterne, der er samlet i svikler, er femtallige, undersædige, tvekønnede og oftest regelmæssige. Kronen er tragtformet, rørformet eller fladkravet og ofte med indposninger i svælget (svælgskæl). Frugten er en firedelelig spaltefrugt med nøddeagtige delfrugter. Blomsterne, der indeholder nektar og bestøves af insekter, er ofte først røde og bliver senere blå eller violette. Familien indeholder en del gamle lægeplanter, fx hjulkrone, hundetunge, lungeurt, lægekulsukker og lægeoksetunge.

I Danmark findes ca. 35 arter, som oprindelig var vildtvoksende, indslæbt eller forvildet fra dyrkning. Mange arter dyrkes som prydplanter, bl.a. inden for slægterne forglemmigej, heliotrop, hestetunge, hundetunge, kærminde, lungeurt, kulsukker, Nonea, oksetunge og voksurt.

Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig