C. Jensen, Christian Jensen, 1859-1941, dansk apoteker og botaniker med speciale i mosser. Jensen udsendte i 1890 sit første større arbejde om mosser, De Danske Sphagnumarter. Efter mange rejser, især i Skandinavien, hvor han indsamlede materiale, kunne han i 1901 bidrage med afsnittet Bryophyta i Botany of the Faroes, og senere udgav han Die Moose des Sarekgebietes (1907). Hovedværket er dog Danmarks Mosser 1-2 (1915 og 1923) med et stort antal originaltegninger. I 1939 udgav han det store arbejde Skandinaviens Bladmosser.