Joachim Burser, 1583-1639, tysk botaniker og læge. Burser var vidtberømt og samarbejdede med Caspar Bauhin, tidens autoritet, da han i 1625 af Christian 4. kaldtes fra Tyskland til et professorat ved akademiet i Sorø. Med sig bragte han sit herbarium, 25 store bøger med tørrede planter og noter om deres findesteder, ordnet efter Bauhins system. I Danmark tilføjedes et bind med planter fra Sjælland, Fyn og Møn med håndskrevne latinske beskrivelser. Herbariet fik stor betydning, da Linné brugte det ved fastsættelsen af de autoriserede internationale plantenavne. Svenskerne tog herbariet som krigsbytte, og det opbevares nu i Uppsala.