Matthias Jakob Schleiden, 1804-1881, tysk botaniker, entomolog og jurist, professor i Jena 1839-63, Tortu (ty. Dorpat) 1863 og i Dresden fra 1863. I 1838 formulerede han den teori, at plantens forskellige væv er opbygget af celler, og han regnes sammen med Theodor Schwann som grundlæggeren af den moderne cellelære. Schleiden anerkendte Robert Browns opdagelse af cellekernen fra 1831 og betonede dens betydning for celledelingen. Schleiden er desuden kendt for sin lærebog Grundzüge der wissenschaftlichen Botanik (1842-43), hvori han entusiastisk søger at gøre botanikken til en sammenhængende lære med krav om at lade embryologi og evolutionslære indgå i studierne; dette har præget den moderne botaniske systematik meget.