Faktaboks

Ole Seberg
Født
1952

Ole Seberg er en dansk botaniker. Han var fra 1992 til 2005 lektor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet, fra 2005 til 2015, lektor og professor (MSO) ved Statens Naturhistoriske Museum, i 2015 til 2022 professor og videnskabelig leder for Københavns Universitets Botaniske Have under Statens Naturvidenskabelige Museum, og fra 2022 professor emeritus ved museet.

Ole Sebergs tidlige arbejder belyste Stillehavsregionens flora og biogeografi med anvendelse af moderne kladistiske og biogeografiske metoder. I 1980'erne samarbejdede han i eksternt finansierede projekter med kolleger på Københavns Universitet, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole og institutioner i Sverige om studiet af kornsorternes vilde slægtninge vha. morfologiske og cytologiske studier.

Tidligt i 1990'erne begyndte Ole Seberg som den første danske botaniker på studiet af planternes systematik med anvendelse af molekylære metoder, bl.a. DNA-analyser. Siden har han arbejdet med mange forskellige grupper af énkimbladede planter og anvendt DNA-sekvensdata fra alle tre genomer (cellekerne, kloroplaster og mitokondrier) samt morfologiske karakterer til systematiske studier. Han har desuden studeret problemerne ved anvendelsen af korte DNA-sekvenser (ofte kaldet DNA-stregkoder) til identifikation af dyr og planter og generelle problemer i samspillet mellem molekylernes egen evolution og organismernes fylogeni.

Seberg har også interesseret sig for den danske flora og er medforfatter til håndbogen Dansk Flora (2003), der nu er udkommet i tre udgaver. Som et eksempel på international forskningsformidling udgav Seberg i 2023 sammen med David Harper, tidligere professor i palæontologi ved Statens Naturhistoriske Museum og Københavns Universitet, værket The Origins of All Things (Munksgaard), der giver en aktuel oversigt over Jordens udvikling med hensyn til geologi og biodiversitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig