Oswald Heer, 1809-1883, schweizisk botaniker, fra 1852 professor ved universitetet i Zürich. Heer skrev talrige vigtige arbejder om den schweiziske højfjeldsflora, men det var bearbejdelsen af Schweiz' og polarlandenes fossile planter, der blev hans største videnskabelige bedrift, fx i værkerne Flora tertiaria Helvetiae (1854-59) og Flora fossilis arctica (1868-83). Også den danske polarforskning har nydt godt af hans arbejder, idet bind syv af Flora fossilis arctica er en bearbejdning af K.J.V. Steenstrups hjembragte samling af fossile planter fra Nordvestgrønland.