Hvidløg.

.

Hvidløg er en kraftigt duftende, løgdannende grøntsag med porrelignende vækst. Den stammer fra Centralasiens bjergegne, men kendes i dag kun som dyrket. Hvidløg formeres ved sideløg, de såkaldte fed, hvoraf der anlægges et til flere ved hvert indre bladhjørne under plantens vækst.

Faktaboks

Også kendt som

Allium sativum

Den findes adskillige sorter. Hvidløg dyrkes i Danmark, men de bedste kommer fra import.

Gastronomi

Hvidløg har været kendt siden oldtiden og kom til Europa i middelalderen. Det er udbredt som køkkenurt i det meste af Europa. I Nord- og Vesteuropa gik brugen af hvidløg tilbage fra slutningen af 1600-tallet, hvor omgangsformernes forfinelse ikke gav plads til det stærkt lugtende hvidløg. Fra 1960'erne fik hvidløg dog atter en plads i disse køkkener i forbindelse med påvirkning fra Middelhavslandenes kogekunst. Hvidløg anvendes i talrige retter, fx i salater og på brød, i saucer som aïoli og pesto, i gryderetter samt til krydderolie.

Medicin

I folkemedicinen har hvidløg siden oldtiden været brugt mod mange forskellige sygdomme. Moderne videnskabelige undersøgelser viser, at daglig indtagelse af hvidløg måske kan forebygge hjertesygdom. Ekstrakt af hvidløg kan under laboratorieforhold hæmme væksten af flere bakterier, men om hvidløg kan bruges mod infektion er ukendt. Det aktive indholdsstof er en svovlholdig forbindelse, der først dannes, når løget presses eller hakkes, og som også giver den karakteristiske og for mange ubehagelige lugt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig