Rosella, (eng., af uvis opr.), roselle, Hibiscus sabdariffa, flerårig plante i katostfamilien, hjemmehørende i tropisk Afrika. Flere varieteter dyrkes som enårige med alsidig anvendelse. Hibiscus sabdariffa var. altissima er en ca. 4,5 m høj, svagt forgrenet plante med gule blomster og rødt eller grønt, ikke-spiseligt bæger. Den dyrkes i bl.a. Indien, Java og på Filippinerne for stænglens jute-lignende fibre, der bruges til tov eller sække. En anden vigtig varietet er Hibiscus sabdariffa var. sabdariffa, der er op til 2,5 m høj, forgrenet, buskagtig med gule blomster og rødt, saftigt bæger, der anvendes til limonade, slik, gelé og chutney. Blade og unge skud fra flere varieteter anvendes som salat, mens de overjordiske dele lokalt finder medicinsk anvendelse som antiseptisk middel eller mod fx forhøjet blodtryk.