dinoflagellater

Dinoflagellater er en algegruppe, som omfatter ca. 4.500 arter fordelt på 550 slægter, hvoraf en meget stor del er fossile. Opbygningen af dinoflagellaternes kerne og flagel er så afvigende, at gruppen må anses for meget isoleret, og dens nærmeste slægtninge er formentlig ciliater. Dinoflagellater er vidt udbredte i salt- og ferskvand og findes fortrinsvis i plankton.

De fleste dinoflagellater er encellede, 10-100 μm store med to sidestillede svingtråde, flageller, der oftest er placeret i furer på cellens overflade. Større former kan foretage aktive vandringer op og ned i vandmasserne. Nogle former har en theca, et panser af celluloseplader, som ligger i vesikler under cellemembranen. Andre kaldes nøgne, fordi vesiklerne er tomme. Dinoflagellaters kerne, dinokaryon, er speciel ved, at kromosomerne altid er kondenserede og derfor synlige uden farvning.

Halvdelen af de nulevende arter er autotrofe, dvs. lever ved fotosyntese, og har brune eller brungule, sjældnere blågrønne, kloroplaster, som indeholder klorofyl a og c samt carotenoider som fx peridinin. De øvrige arter ernærer sig ved heterotrofi, dvs. ved at indtage organisk stof, eller mixotrofi, en blanding af auto- og heterotrofi. Nogle kan endog optage organismer af samme størrelse eller større end cellen selv. Ukønnet formering foregår ved deling, og kønnet formering kendes hos et stadig stigende antal arter.

Dinoflagellater udgør sammen med kiselalger de vigtigste primærproducenter af organisk stof i havets plankton. Flere arter kan ved masseforekomst give ophav til fænomener som morild eller red tides. En del arter, fx af slægterne Alexandrium, Gonyaulax og Dinophysis, danner giftstoffer, som ophobes i muslinger og derved kan forårsage skaldyrsforgiftning.