Kiselalger, Bacillariophyceae, Diatomophyceae, diatoméer, klasse af alger med over 100.000 arter fordelt på ca. 250 slægter, heraf ca. 70 fossile. Kiselalger findes i fersk- og saltvand, på fugtige klipper og træstammer, mellem mos samt i jord og havis. De varierer i størrelse fra 3 μm til 2 mm.

I havet består fytoplanktonet for en stor del af kiselalger, der specielt i kolde og tempererede egne bidrager til en høj primærproduktion og dermed er et vigtigt led i fødekæderne. I ferskvandsplankton er kiselalger ofte dominerende om foråret. Mange kiselalger er bentiske, knyttet til bunden; nogle sidder på sten, klipper eller planter, andre ligger løst mellem planter og alger; mange lever på overfladen af sedimenter i søer, vandløb og langs vore kyster, hvor de kan danne udbredte, brune overtræk. Enkelte planktiske, marine kiselalger indeholder toksinet domoinsyre, som bl.a. kan forårsage skaldyrsforgiftning.

Kiselalger er encellede eller kolonidannende. De fleste er fotosyntetiske; kloroplasterne er gule-brune og indeholder klorofyl a og c samt flere carotenoider, bl.a. fucoxanthin. Som oplagsstoffer findes olie, chrysolaminaran, et kulhydrat. Hver celle er omgivet af et todelt kiselskelet med en overskal og en underskal, der omslutter cellen som låg og bund i en æske. Skallerne er gennembrudt af små huller, areoler, der er ordnet i sirlige mønstre. Kiselalgerne deles i to hovedgrupper: de centriske, der har mønstret ordnet om et centrum, og de pennate, som har mønstret ordnet om en længdelinje.

De fleste pennate kiselalger kan krybe ved at udskille slim igennem særlige spalter i skallerne, rafer. Sedimentlevende former kan herved hele tiden krybe op i de øvre, belyste dele af sedimentet.

Kiselalger formerer sig ukønnet ved almindelig celledeling. Ved hver deling dannes to nye skaller, der begge bliver underskaller, hvilket medfører, at cellerne i en population bliver mindre og mindre. Ved den kønnede formering, som sker ved isogami eller oogami (se formering), genoprettes den maksimale størrelse, idet zygoten vokser i omfang og udvikles til en auxospore.

De ældste fossile kiselalger er 120 mio. år gamle. Ved sedimentering af kiselalger i produktive vandområder er der bl.a. i Tertiærtiden dannet tykke lag diatomit. Fossile kiselalger i sedimenter anvendes ofte som indikatorer for miljøændringer, fx forsuring og eutrofiering af søer, og klimaændringer samt til fastlæggelse af tidligere grænser mellem land og hav.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig