Høgeskæg, Crepis, slægt i kurvblomstfamilien med ca. 200 arter på den nordlige halvkugle samt i tropisk Afrika og Sydafrika. Det er en- til flerårige urter med mælkesaft og gule eller røde kurve; fnokken er hårformet. Høgeskæg ligner slægten høgeurt, men kurvsvøbet sidder i to kredse, hvoraf den inderste er lang, mens den yderste er kort. Af de otte danske arter er især grøn høgeskæg (Crepis capillaris) almindelig. Den vokser ligesom toårig høgeskæg (C. biennis) og taghøgeskæg (C. tectorum) langs vejkanter samt på skrænter og græsmarker. Kærhøgeskæg eller ørneøje (C. paludosa) findes på fugtig bund.