Magnolia soulangeana.

.

Magnolia, planteslægt i magnoliefamilien med ca. 225 arter dels i Asien (Japan til Malaysia), dels i Amerika (sydøstlige USA til nordlige Sydamerika). Det er træer eller buske med spredte, helrandede blade og store, velduftende, oftest hvide eller lyserøde blomster i grenspidserne. Blosterblade, støvdragere og frugtblade sidder skruestillet på en langstrakt blomsterakse; frugten er en flerfoldsfrugt. Veddet af flere arter, især Magnolia acuminata, anvendes kommercielt. Det ligner veddet fra tulipantræ og sælges undertiden som dette, men er hårdere og tættere. Veddet varierer i farve, men har et karakteristisk grønligt skær. Veddet fra M. hypoleuca anvendes pga. sin lethed til japanske lakarbejder.

Flere arter og former dyrkes i haver, i Danmark især hybriden Magnolia soulangeana med lyserøde, tulipanformede blomster, der fremkommer i begyndelsen af maj, samt den meget tidligtblomstrende M. stellata (stjernemagnolie) med mere udbredte, hvide blosterblade.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig