Naturlig granskov udgøres i Vesteuropa, Rusland og Sibirien overvejende af rødgran; mod nord danner den skovgrænse til tundraen. I Nordamerika spiller hvidgran samme rolle, i et mindre område også sitkagran. I Sydeuropas bjerge findes skov af almindelig ædelgran (Abies alba). Særlig i Nordamerika forekommer skov af andre ædelgranarter. Ingen art af gran forekommer naturligt i Nordtyskland, Sydvestsverige og Danmark. Hvad der her kaldes granskov, er plantage, hvor rødgran er hyppigst, mens man også ofte ser hvid- og sitkagran. Flere arter af ædelgran dyrkes til pyntegrønt, ofte på store arealer. Naturlig, skandinavisk rødgranskov findes på vel ventileret, fugtig og næringsrig bund. Her vokser bl.a. blåbær, skovpadderokke og linnæa. Granplantager i Danmark er som oftest anlagt på dårlig bund og har kun en beskeden bundvegetation.
Da rødgran er et skyggetræ, er danske granskove meget mørke, og i unge bevoksninger består bundvegetationen kun af forskellige svampe. I ældre, udtyndede bevoksninger med større lystilgang indvandrer mosser og enkelte urter. Rødgran danner morbund, hvilket særlig på næringsfattige lokaliteter kan føre til kraftig podsolering. Ved renafdrift går granmoren i omsætning, hvorved der frigøres næringsstoffer. Dette bevirker, at kvælstof- og lyskrævende planter som skovbrandbæger og senere gederams og hindbær indvandrer.
Med en årshugst på ca. 1 millioner m3 og et dyrkningsareal på 135.000 ha svarende til 32% af det samlede skovareal er rødgran Danmarks økonomisk vigtigste træart. Den blev indført i landet ca. 1730.
Til dyrkning i Danmark anvendes frø fra danske frøavlsbevoksninger eller fra Harzen og Bayern. Rødgranens jordbundskrav er små, hvorfor den kan dyrkes med godt resultat over et stort område bortset fra de mest vindudsatte steder, de dårligste hedeflader og den stive lerjord. På de bedste lokaliteter producerer rødgran pr. hektar 15-20 m3 årligt.
Rødgran dyrkes i en omdrift på 60-70 år med højder på 20-30 m; maksimal højde i Danmark er 40 m efter ca. 200 år. Pga. sit overfladiske rodsystem er rødgran lidet stormfast. En anden dyrkningsrisiko er angreb af rodfordærversvamp.
Den gode stammeform og veddets egenskaber i øvrigt gør rødgran anvendelig til mange formål, bl.a. hustømmer, piloteringspæle, hegnsmaterialer, papirtræ og spånplader. Pyntegrønt og juletræer er ligeledes vigtige produkter.
Sitkagran dyrkes trods sin større produktion og evne til at tåle saltholdig jord mindre end rødgran pga. sin dårligere form og følsomhed over for frost. Andre granarter har ikke nogen større betydning i det danske skovbrug. Se også pyntegrønt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.