Splintved, den yderste og dermed yngste del af veddet hos træer. Splintved er lysere end kerneved, og hos nogle træsorter er der en meget stor kontrast mellem splint- og kerneved, fx hos ibenholt og palisander. I splintveddet hos det levende træ er parenkymcellerne, dvs. marvstråler og vedparenkym, stadig levende. De oplagrer især stivelse, og derfor er splintved generelt mere udsat for angreb af svampe, der nedbryder stivelse; senere kan der komme svampe, som nedbryder cellevæggen.