Cytokininer, naturlige eller syntetiske stoffer, der sammen med hormonet auxin inducerer kerne- og celledelinger i plantevæv. Ligeledes i nærvær af auxin fremmer cytokininer rod- og skuddannelse i plantevævskulturer afhængigt af auxin-cytokinin-forholdet: Et overskud af cytokinin i forhold til auxin fremmer skuddannelse.

Faktaboks

Etymologi
Ordet cytokinin kommer af latin cytokin, af græsk kytos 'hulrum, celle', og -in.

Cytokininer mindsker nedbrydningen af proteiner og klorofyl i afskårne blade; samtidig tiltrækker de næringsstoffer, og dermed udsættes alderdomsrelaterede processer. Afskårne roser holder længere, hvis deres vand tilsættes cytokininer, og tangekstrakt, der viser cytokininaktivitet, siges at øge udbyttet af flere slags afgrøder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig