Kim. Frø, spiring og kimplanteudvikling hos dækfrøede planter. 1 og 2 er eksempler på tokimbladede planter, 3 og 4 på enkimbladede. 1 Epigæisk spiring hos sojabønne. De grønne kimblade kan foretage fotosyntese, hvorved der hurtigt produceres næring til kimplantens vækst. Senere visner kimbladene, og fotosyntesen overtages af de nydannede løvblade. 2 Haveært spirer hypogæisk, og de underjordiske kimblade fungerer som næringsdepoter. De første lavblade er uden stor fotosynteseaktivitet, mens de efterfølgende løvblade sørger for næringsproduktion til den videre vækst. 3 Epigæisk spiring hos løg. Det første og de efterfølgende løvblade bryder ud fra kimbladets omskedende bladfod. Bladfødderne, der omslutter den korte stængel, svulmer efterhånden op pga. oplagsnæring, hvorved løget dannes. 4 Majs har hypogæisk spiring. Næringen fra frøhviden transporteres bl.a. ud i kimroden, der forlænges og gennembryder koleorhiza, mens vækst i skudspidsen resulterer i gennembrydning af koleoptilen.

.

Kim. Spirende hvedekorn. Kimen er den unge plante, hvis vækst midlertidig er indstillet under hvileperioden (nederste korn). Væksten begynder ved spiringen, som er fuldendt, når kimroden gennembryder kornets skaldele (næstnederste korn). På det næstøverste og øverste korn ses primærroden, der bærer talrige rodhår, samt den ene af to birødder.

.

Kim. Skematiseret kimsækdannelse hos en dækfrøet plante. 1 Inderst i frøanlægget udvikles en diploid, sporogen (sporedannende) celle (kromosomtallet 2n). 2 Den sporogene celle danner ved meiose (reduktionsdeling) en række af fire haploide makrosporer (kromosomtallet n). Hos mere end 70% af alle dækfrøede planter går de tre makrosporer til grunde, mens den, der ligger inderst, vokser sig større og udfylder hele pladsen. 3 Den fungerende makrosporecelles kerne deler sig ved mitose uden efterfølgende vægdannelse og danner en 2-kernet celle. 4 Efter endnu to mitotiske delinger er der dannet en celle med otte frie, haploide kerner. 5 Fire kerner bevæger sig til hver ende af cellen, hvorefter en kerne fra hver ende, polkerner, bevæger sig ind mod centrum og her smelter sammen til en diploid kerne (2n). Kernerne omgives nu af cellevægge, hvilket markerer dannelsen af den egentlige kimsæk, der er moden til befrugtning. Den består af syv celler: ægapparat (en ægcelle og to synergideceller) nedad mod mikropylen, tre antipodeceller ved kimsækkens modsatte pol og den store centrale celle med de sammensmeltede polkerner. 6 Når et pollenkorn lander på blomstens støvfang, spirer det med et pollenrør, der vokser ned til frøanlæggene. 7 Pollenrøret tiltrækkes kemotropisk til mikropylen pga. et sekret, der udskilles fra den ene synergidecelle. Pollenrøret vokser ind i denne synergidecelle og afgiver de to haploide sædceller (hanlige gameter), der smelter sammen med hhv. ægcellen og centralcellen. Dette kaldes dobbeltbefrugtning og finder kun sted hos de dækfrøede planter. Den anden synergidecelle er blot en reservecelle, i tilfælde af at den første ikke fungerer korrekt. 8 og 9 Den befrugtede ægcelle, zygoten, er diploid og udvikles til en kim, mens de sammensmeltede polkerner i centralcellen og den ene sædcelles kerne danner den triploide frøhvide, der fungerer som næring for kimen. Antipodecellerne kan evt. bistå ved transport af næring fra de omliggende væv ind til kimsækken, men hos mange planteslægter degenererer de meget tidligt.

.

Kim, forstadiet til en ny plante, der ligger i frøet. Kimen udvikles fra befrugtede ægceller, men en undtagelse forekommer hos apomikter (se apomiksis), hvor kimen udvikles uden befrugtning. Kim varierer i udseende i forskellige plantegrupper, men har mange fællestræk. Normalt vil de hos nøgenfrøede planter have to, evt. flere (op til 15) kimblade, mens de dækfrøede planters kim normalt kun har et eller to kimblade; tre eller flere kimblade forekommer yderst sjældent. Kimbladsantallet danner grundlag for hovedinddelingen af dækfrøede planter i en- og tokimbladede.

Ud over kimblade (cotyledoner) består en kim af kimrod (radix), kimstængel (hypocotyl) og kimknop (plumula).

Når et frø spirer, er kimroden det første, der kommer til syne, og hos planter, der udvikler pælerodssystem (især nøgenfrøede og tokimbladede planter), vokser kimroden videre og danner hovedroden eller den lodretstillede pælerod. Hos enkimbladede planter, hvor der oftest udvikles et trevlerodssystem, ophører kimrodens vækst derimod efter kort tid, og den videre roddannelse sker som sidestillede udvækster fra stænglens nedre del, dvs. birodsdannelser.

Frø spirer epigæisk (over jord) eller hypogæisk (under jord). Ved epigæisk frøspiring hæves kimbladene over jordoverfladen pga. kraftig vækst i kimstænglen (fx græskarfrø). Ved hypogæisk spiring forbliver kimbladene under jorden (fx ærtefrø). Her er kimstænglen yderst kort og næppe synlig, mens kimknoppen og stængelstykket over kimbladene (epicotylen) vokser kraftigt og gennembryder jorden.

Kimrod og især kimstængel kan være opsvulmede, hvis de fungerer som oplagsnæringsorganer; radise er et eksempel på en opsvulmet kimstængel (hypocotylknold).

Kimblade udviser stor variation i form og funktion. Hos bønne, ært og valnød er de tykke og fyldt med oplagsnæring, mens de hos arter med frøhvide er ganske tynde og fungerer som opsugningsorganer for frøhvidens næring. De fleste arters kimblade har grønkorn, hvorved de kan tage del i næringsopbygningen ved fotosyntese. De visner som regel, når de første løvblade udfoldes. Hos løgslægten har kimbladets spids, der er indesluttet i frøskallen, ingen grønkorn. Spidsen optager og udnytter alle frøhviderester, mens den øvrige del af kimbladet udvikler grønkorn og opbygger næring ved fotosyntese.

Græskimen har en usædvanlig udformning og placering, idet den er trængt op til den ene ende af frugten og derfor kun grænser op til frøhviden med det store kimblad, scutellum. Epidermiscellerne kan både udskille enzymer til opløsning af frøhviden og optage næring til kimens videre vækst.

Kimen består af kimbladet, scutellum, og kimbladsskeden, koleoptilen, der danner en skede omkring kimknoppen, hvorfra de første egentlige blade anlægges tidligt. Kimroden er beskyttet af en kimrodshætte og en specialiseret struktur, coleorhiza, der yder beskyttelse, når kimrod med kimrodshætte som det første trænger ud gennem "skallen" ved spiringen. Kimbladet forbliver inde i skallen for at opsuge al frøhviden, og spiringen er således hypogæisk.

Kimsækken

Kimsækken er den hunlige gametofyt hos de dækfrøede planter, dvs. den generation, der danner og bærer den hunlige gamet, ægcellen. Se også formering og frø.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig