Kim, forstadiet til en ny plante, der ligger i frøet. Kimen udvikles fra befrugtede ægceller, men en undtagelse forekommer hos apomikter (se apomiksis), hvor kimen udvikles uden befrugtning. Kim varierer i udseende i forskellige plantegrupper, men har mange fællestræk. Normalt vil de hos nøgenfrøede planter have to, evt. flere (op til 15) kimblade, mens de dækfrøede planters kim normalt kun har et eller to kimblade; tre eller flere kimblade forekommer yderst sjældent. Kimbladsantallet danner grundlag for hovedinddelingen af dækfrøede planter i en- og tokimbladede.
Ud over kimblade (cotyledoner) består en kim af kimrod (radix), kimstængel (hypocotyl) og kimknop (plumula).
Når et frø spirer, er kimroden det første, der kommer til syne, og hos planter, der udvikler pælerodssystem (især nøgenfrøede og tokimbladede planter), vokser kimroden videre og danner hovedroden eller den lodretstillede pælerod. Hos enkimbladede planter, hvor der oftest udvikles et trevlerodssystem, ophører kimrodens vækst derimod efter kort tid, og den videre roddannelse sker som sidestillede udvækster fra stænglens nedre del, dvs. birodsdannelser.
Frø spirer epigæisk (over jord) eller hypogæisk (under jord). Ved epigæisk frøspiring hæves kimbladene over jordoverfladen pga. kraftig vækst i kimstænglen (fx græskarfrø). Ved hypogæisk spiring forbliver kimbladene under jorden (fx ærtefrø). Her er kimstænglen yderst kort og næppe synlig, mens kimknoppen og stængelstykket over kimbladene (epicotylen) vokser kraftigt og gennembryder jorden.
Kimrod og især kimstængel kan være opsvulmede, hvis de fungerer som oplagsnæringsorganer; radise er et eksempel på en opsvulmet kimstængel (hypocotylknold).
Kimblade udviser stor variation i form og funktion. Hos bønne, ært og valnød er de tykke og fyldt med oplagsnæring, mens de hos arter med frøhvide er ganske tynde og fungerer som opsugningsorganer for frøhvidens næring. De fleste arters kimblade har grønkorn, hvorved de kan tage del i næringsopbygningen ved fotosyntese. De visner som regel, når de første løvblade udfoldes. Hos løgslægten har kimbladets spids, der er indesluttet i frøskallen, ingen grønkorn. Spidsen optager og udnytter alle frøhviderester, mens den øvrige del af kimbladet udvikler grønkorn og opbygger næring ved fotosyntese.
Græskimen har en usædvanlig udformning og placering, idet den er trængt op til den ene ende af frugten og derfor kun grænser op til frøhviden med det store kimblad, scutellum. Epidermiscellerne kan både udskille enzymer til opløsning af frøhviden og optage næring til kimens videre vækst.
Kimen består af kimbladet, scutellum, og kimbladsskeden, koleoptilen, der danner en skede omkring kimknoppen, hvorfra de første egentlige blade anlægges tidligt. Kimroden er beskyttet af en kimrodshætte og en specialiseret struktur, coleorhiza, der yder beskyttelse, når kimrod med kimrodshætte som det første trænger ud gennem "skallen" ved spiringen. Kimbladet forbliver inde i skallen for at opsuge al frøhviden, og spiringen er således hypogæisk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.