Danmarks planteliv tilhører den tempererede, nemorale, løvskovszone. Med det øgede kendskab til den danske natur føjes der til stadighed nye arter til. Det samlede antal højere planter (karsporeplanter som fx bregner, nåletræer og blomsterplanter) anslås at ligge på omkring 1500 arter. Ca. 30 % af disse er bevidst eller tilfældigt indslæbte arter, antropokorer, der selv kan opretholde vilde bestande; det gælder fx en række lægeplanter. Ca. 1050 arter er indvandret selv, de såkaldt indigene arter eller naturligt hjemmehørende arter.

Opgørelsen af artsantallet besværliggøres bl.a. af arter, der sætter frø uden bestøvning, ved apomiksis, fx mælkebøtter og brombær, for hvem selve artsafgrænsningen er problematisk, og disse er derfor ikke medregnet her. Af de højere planter er ca. 70 arter fredet, fx blegblå anemone, kongebregne, taks, melet kodriver og alle orkidéerne (ca. 35 arter). Opgørelsen af andre grupper end de højere planter er mere problematisk, men man mener, at der findes ca. 500 arter fastsiddende alger, hvortil kommer et stort antal planktonalger. Endelig er der et ukendt antal bakteriearter.

Af de ca. 640 mosser, der forekommer i Danmark, er ca. 150 arter levermosser og ca. 490 blad- og tørvemosser; der er fundet ca. 900 arter af laver. Opgørelserne er generelt mere usikre for andre plantegrupper; således omfatter storsvampene ca. 3000 arter, mens der er flere tusinde arter af mikroskopiske svampe.

Den danske floras udvikling

Pollendiagram for Østdanmark, der viser vegetationens udvikling de sidste ca. 12.000 år, dvs. sidste del af sidste istid og den nuværende mellemistid. I birke-fyrretid spreder skovene sig i Danmark, og den periode udgør begyndelsen af mellemistiden. Pollendiagrammer konstrueres ud fra boreprøver fra sø- og mosebunde, og de fortæller om sammensætningen af fortidens plantesamfund. Dog skal man bl.a. tage højde for, at pollen fra vindbestøvede arter med stor pollenproduktion vil genfindes langt hyppigere end pollen fra insektbestøvede arter. Kendskab til pollensammensætningen i de forskellige perioder kan benyttes ved datering af fx knoglefund, hvorfra man kan afvaske pollen.

.

Nutidens flora er resultatet af et langt udviklingsforløb, som bl.a. er præget af istider og mellemistiders vekslen. I den sidste istidsperiode var Vestjylland isfrit, og resten af landet var kun isdækket i 10 % af tiden. I den øvrige del af perioden bestod floraen hovedsagelig af kuldetålende urter, den såkaldte Dryasflora, hvoraf mange i dag lever vidt adskilte i forskellige dele af Europa; der findes ikke nulevende plantesamfund, som svarer til samfundene under sidste istid.

Efter sidste istid blev landet dækket af urskov; først med birk og ene, senere med birk og fyr efterfulgt af hassel, som igen afløstes af lind som den almindeligste træart. Den danske urskov har nok ikke været så mørk og lukket, som man kan læse mange steder, men på frodig og tør bund var skoven tæt med små lysninger, skabt ved træfald og trædød, og i disse kunne lyskrævende urter trives. Urter voksede også, hvor erosion hindrede tæt trævækst, fx langs vådområder og åskrænter. Først og fremmest stranden har været et tilflugtssted (refugium); planter fra Dryasfloraen findes i dag på kalkrige strandskrænter ved Hanstholm, Løgstør og Høje Møn. Den nordvestsjællandske kyst, hvor nedbøren er særlig lav, er ligeledes tilholdssted for mange af Senglacialtidens plantearter. I Vestjyllands næringsfattige egne havde skoven en mere åben struktur med lind, hassel, en del birk, eg, græsser og hedelyng.

Menneskets påvirkning af floraen

Først med landbrugets fremkomst ca. 4000 f.Kr. påvirkede mennesker floraen på afgørende måde. Skov blev ryddet, og en række kulturbetingede naturtyper opstod. Mange arter, der hidtil havde vokset på strandvolde, kystklinter og andre lysåbne steder, fandt nu egnede voksesteder på landbrugsarealerne. Lancetvejbred, blåmunke, bynke og mange græsarter var karakteristiske elementer på græssede arealer, mens arter af salturtfamilien kunne træffes på dyrkede marker. Artsrigdommen steg, og snart opstod nye naturtyper. De ældste heder er således fra omkring 2800 f.Kr., og siden er deres udstrækning og antal øget, fx er flere midtjyske heder kun 600-700 år gamle. De ferske enge blev udbredt i jernalderen, da høleen blev taget i brug. De ældste bøgeskove stammer fra omkring 1500 f.Kr., og siden har denne skovtype være almindelig i Østdanmark.

Floraen var antagelig mest artsrig i middelalderen for senere at aftage i egne med intensiv landskabsudnyttelse. Hvor arealanvendelsen var mere begrænset, opnåedes den største artsdiversitet i første del af 1900-t., før kunstgødning og ukrudtsbekæmpelsesmidler blev udbredt.

Afvanding blev for alvor udbredt i anden halvdel af 1800-t. Før var ca. 20-25 % af landets areal så vådt, at der blev dannet tørv. Dette tal er nu nede på 1-3 %, hvilket har haft stor betydning på mose-, sø- og vandløbsfloraen, hvoraf mange arter nu er sjældne eller udryddelsestruede. Kun få områder er ikke inddraget i jordbruget, men der findes fx ca. 100.000 ha enge.

Siden 1950'erne er brugen af kunstgødning taget til, og næringsstoffer er ikke længere en begrænsende faktor i landbrugsproduktionen. De ekstensivt udnyttede naturtyper mistede derfor deres økonomiske betydning og blev enten opgivet eller gjort mere produktive. For at beskytte naturen og dens dyr og planter er Danmarks naturarealer beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven. De beskyttede naturtyper er søer, moser, ferske enge, strandenge, heder og overdrev og vandløb. Ca. 9,5 % af Danmarks areal er beskyttet natur.

Landbrugets driftsmetoder har vist sig at have langt større indvirkning på floraen end fx færdsel, plukning og blomsteropgravning. I de senere år har luftens indhold af nærings- og giftstoffer desuden i stadig stigende grad påvirket vegetationens sammensætning, og i visse by- og landbrugsområder er luftforurening direkte blevet en trussel mod floraen. Den betydelige samfærdsel og urbanisering har medført, at naturligt hjemmehørende planter er aftaget i antal og bestandsstørrelser, mens indslæbte arter breder sig; vore plantesamfund ændrer derfor sammensætning.

Truede arter

I Danmark findes et stort antal højere planter, som er sjældne eller ved at være sjældne. Afhængigt af de bagvedliggende årsager betegnes en sådan art bl.a. akut truet eller sårbar. Omkring 300 arter af højere planter er sjældne, truede eller kræver på anden måde beskyttelse.

Nogle naturtyper er mere truede end andre. Det afspejles delvis i fordelingen af forsvundne, akut truede og sårbare arter, som er tilknyttet de forskellige naturtyper. Mest truet er heder, overdrev og lysåbne skrænter, herefter følger enge, moser, sumpe og væld, og sidst kommer skovene. Søer, bække og åer er mindre truede, og mindst truet er de marine og saltpåvirkede kystsamfund og klitterne. Af trusler kan fremhæves tilgroning, tilplantning, opdyrkning, dræning, forurening og urbanisering.

Blandt de forskellige plantegrupper er laverne med ca. 70 % af arterne de mest truede. Svovldioxid- og nitrogenforurening samt forsuring er de væsentligste årsager. For svampene og de højere planters vedkommende er 20-30 % af arterne truede, og årsagerne er generelt menneskebetingede.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig