Grønland - plantevækst

Grønlands flora omfatter ca. 500 arter af højere planter, dvs. blomsterplanter, bregner, padderokker og ulvefodsplanter. Af de øvrige grupper er laverne den største med omkring 950 arter; af storsvampe kendes 600-700 arter; af mosser og fastsiddende alger noget færre. De fleste af Grønlands højere planter er vidt udbredte, især i arktiske og alpine områder, og kun en snes arter af bl.a. stenbræk og høgeurt er endemiske. Nogle få arter er indslæbt af nordboerne, fx musevikke.

Grønland strækker sig over to plantebælter, hvoraf langt det største er det arktiske, hvor klimaet er for koldt til trævækst. I de luneste dale i Sydvestgrønland findes imidlertid en sparsom trævækst, hvorfor disse områder snarere hører til den nordligste del af det boreale plantebælte. Det arktiske plantebælte deles ofte i en lavarktisk og en højarktisk del, hvoraf sidstnævnte mangler pilekrat. Den lavarktiske del af landet når til Upernavik på vestkysten og til Scoresby Sund på østkysten.

I indlandet mellem Nanortalik og Ivittuut findes mindre områder med fjeldskov bestående af flerstammede dunbirk, grønlandsk røn og blågrå pil; de højeste op til 10 m høje. Krat af blågrå pil er meget udbredte og når i indlandet en højde af 3-4 m. Bundvegetationen domineres af græsser samt af fx grønlandsk blåklokke, krathøgeurt og flere bregnearter. Krat af bjergel forekommer i fjordene mellem Ivittuut og Maniitsoq.

Dværgbuskhede er det mest udbredte plantesamfund i Grønland. De lave kystnære heder domineres af fjeldrevling, mens hederne lidt længere inde i landet er noget højere og domineres af småbladet mosebølle. I indlandet er hedevegetationen knæhøj og frodig, og her dominerer dværgbirk og mosepost, i Sydgrønland dog kirtelbirk og grønlandsk post. I det nordlige Grønland kan man endvidere finde heder domineret af kantlyng, rypelyng og alperose. Endelig findes i det nordlige Østgrønland heder af bjergmelbærris.

Øverst på stejle urer finder man i lavarktiske egne ofte urtelier med et væld af frodige planter, fx en række bregner, orkidéer som satyrblomst, koralrod, grønlandsk gøgelilje og hjertebladet fliglæbe, samt sorttop, fjeldkvan, rosenrod og arter af løvefod. Vegetationen ved de fleste af de varme kilder minder om urtelierne.

I lavninger og på skrænter, hvor der om vinteren samler sig særlig store mængder sne, kan der dannes snelejer med bl.a. dværgpil, trefingerurt og dværgevighedsblomst.

Steppe udvikles på områder med så ringe nedbør, at græsser og halvgræsser, ofte tuedannende, dominerer på urternes og dværgbuskenes bekostning. Blågrå pil forekommer dog ofte som spredte, lave buske, mens steppestar, børstekobresie og purpurrørhvene dominerer.

Vegetationen i græslier ligner steppens, men er mere urterig og omfatter arter som bjergløvefod og fjeldhøgeurt. De fleste sydgrønlandske græslier græsses af får. Fjeldmark findes overalt i landet, hvor der er kraftig vind- og kuldepåvirkning, og den yderst sparsomme vegetation består bl.a. af arktisk pil, tuelimurt, fjeldpryd og arter af stenbræk og draba.

På fugtig og ustabil jord ses ofte kærvegetation med arktisk siv, polarkæruld og stivtoppet rørhvene. I mere humusrige og næringsfattige kær vokser desuden mosestar og smalbladet kæruld. Langs bredden af mindre søer og damme kan man ofte se hestehale og blank star samt i den sydlige del af landet bukkeblad og kragefod. På lavere vand i næringsrige damme og søer forekommer bl.a. arter af brasenføde, vandaks og den kødædende blærerod.

Langs de fleste kyster kan man finde større eller mindre tuer af strandvejbred og krybende annelgræs; på sandede og stenede strande desuden bl.a. blød marehalm og strandarve. I lavvandede og beskyttede vige udvikles undertiden strandenge, der daglig overskylles af tidevandet.