Særkrone, Amorpha fruticosa, 1-4 m høj løvfældende busk i ærteblomstfamilien, hjemmehørende i Nordamerika. Den har uligefinnede blade, og blomsterne er oftest brunviolette og sidder i indtil 20 cm lange klaser. Den enkelte blomst er lille og har som de øvrige arter i slægten kun ét kronblad (mangler vinger og køl), heraf navnet.