Kålroer, kålrabi, typer af Brassica napus var. napobrassica, en kulturform af raps med opsvulmet rod.

I løbet af vækstperioden danner kålroen en bladroset, toppen, på en stængelagtig del, halsen, som nedadtil går over i roen. Hudfarven på roens overjordiske del, hovedet, er enten grøn, grønlig-violet, violet eller rødlig; kødet, der er meget fast, kan være hvidt eller gult. I dansk dyrkning har gulkødede former været foretrukket; især to sorter er blevet anvendt: bangholm med violet hoved og wilhelmsburger med grønt hoved.

Kålroetoppen er ikke synderligt værdsat som foder, men roen indeholder 11-13% tørstof, der har en høj fordøjelighed; indholdet af C-vitamin er ret højt, og gulkødede former indeholder også temmelig meget A-vitamin. Indholdet af calcium og fosfor er næsten dobbelt så højt som i bederoer. Kålroer er derfor et godt foder og ædes gerne af alle husdyr. For år tilbage bestod vinterfoderet til kvier ofte for en stor del af kålroer og halm. I landbohjem indgik bangholm-kålroer nu og da i hverdagskosten om vinteren, fx i stuvning eller i grønkålssuppe.

Før 1800 var kålroearealet i Danmark ubetydeligt. Omkring 1880 var arealet kun på ca. 2000 ha, men efter 1910 tog dyrkningen fart, og 1930-60 blev der dyrket kålroer på ca. 200.000 ha. Herefter blev dyrkningen hurtigt indskrænket, og siden 1990 er der stort set ikke blevet dyrket kålroer i dansk landbrug. Særlige sorter dyrkes endnu i beskedent omfang som grøntsag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig