Kvist af rød dværgmispel (Cotoneaster scandinavicus) med små stenfrugtagtige kernefrugter. Denne art vokser vildt på den sydlige del af Den Skandinaviske Halvø og på Bornholm og dyrkes kun sjældent i det øvrige Danmark.

.

Dværgmispel er en slægt af buske i rosenfamilien. Der kendes ca. 260 arter, som er udbredt i nordlige, tempererede egne i Eurasien; størst mangfoldighed opnås i Nordøstasien.

Faktaboks

Også kendt som

Cotoneaster

I Danmark dyrkes ca. 30 arter og sorter i haver og parkanlæg, sjældnere i læplantninger. To arter er naturligt hjemmehørende på Bornholm: sort dværgmispel (Cotoneaster niger) og rød dværgmispel (C. scandinavicus).

Alle arter er buske, fra lave og krybende til omkring 5 m høje. De er løvfældende eller stedsegrønne og har spredte, helrandede, oftest aflange til lancetformede blade. De ret uanseelige blomster er femtallige med små hvide eller rødlige kronblade og op til ca. 20 støvblade. De 2-5 frugtblade er delvis sammenvoksede, og de små røde eller sorte stenfrugtagtige kernefrugter søges ivrigt af overvintrende fugle.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig