Figen er en slægt med ca. 800 arter i morbærfamilien; udbredt i alle varmt tempererede, subtropiske og tropiske egne, men særlig mange arter findes i Indonesien og Sydøstasien. Figen kan være buske eller træer, ofte meget store og med tykke stammer. En del arter er klatreplanter, der ofte spirer som epifytter, men efterhånden omklamrer deres værtstræ med rødder og stængler, så det til sidst kvæles.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet figen kommer via ty. Vigen, af lat. ficus 'figentræ, figen'.
- Også kendt som
-
Ficus
Barken hos flere arter af figen, fx den i Afrika vidt udbredte Ficus thonningii, kan skrælles af og anvendes til barktøj; efter en sådan afskrælning gendannes barken. I stængler og blade dannes som regel hvid mælkesaft, der flere steder i verden har været anvendt som fuglelim eller til fremstilling af gummi.
Bladene er normalt enkle og helrandede, men hos den i Middelhavsområdet dyrkede figen (F. carica) og visse andre arter er bladene håndformet delte: de i 1. Mosebog omtalte figenblade. Blomsterne er små og enkønnede og sidder på indersiden af en kødet og hul, kugle- eller pæreformet udvidelse af blomsterstandens akse, synconium, hvis åbning er næsten helt lukket af skælformede blade. Han- og hunblomster kan udvikles i samme eller i forskellige synconier. Hanblomsterne, der sidder nær synconiets munding, har tynde blosterblade og et eller to støvblade. Hunblomsterne består af et skævt, enfrøet frugtanlæg, som ender i en svagt tvedelt griffel og ved basis er omsluttet af tynde blosterblade. Frugten er en meget lille stenfrugt med tyndt kød; under frugtmodningen vokser synconiet og udvikles til en frugtlignende dannelse, figen, der i naturen fortæres af fugle og frugtædende flagermus, som herved spreder frøene.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.