Kolonier af bakterien Staphylococcus aureus dyrket på en procent agar.

.

Agar er et meget anvendt fortykningsmiddel og stabilisator i fødevarer, kosmetik og lægemidler. Det udvindes af cellevægge fra forskellige tangarter (rødalger, bl.a. Gelidium, Gracilaria, Pterocladia og horntang), og består hovedsagelig af sukkerarterne agarose og agaropektin og forhandles i indtørret pulverform.

Faktaboks

Etymologi

Ordet stammer fra agar-agar, fra malaysisk.

Opløsning af agar

Selv i små koncentrationer (en til to procent) kan agar danne en fast gel; agaren opløses i 85 °C varmt vand og vil ved afkøling til 40-45 °C danne en gel, som i modsætning til geler af andre phycocolloider igen kan smeltes.

Anvendelse af agar i mikrobiologien

Agar har stor betydning i mikrobiologien, da det ikke nedbrydes af enzymer fra bakterier eller svampe, som derfor kan vokse på overfladen af agarsubstrater. Derfor bruges en til to procent agar i vand tilsat næringsstoffer som fast dyrkningssubstrat for bakterier og svampe i petriskåle og i reagensglas. Det anvendes også som 0,2 procent agar i halvflydende substrat, som bakterier kan svømme igennem, hvorfor deres egen-bevægelighed kan bedømmes. Agar i form af ren agarose, der først stivner ved 37 °C, anvendes også som gel til elektroforese, fx i DNA-analyser, og til kromatografi.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig