Schinus, planteslægt i familien Anacardiaceae med ca. 27 arter i tropiske dele af Amerika. Peruviansk pebertræ, Schinus molle, der er hjemmehørende i bjergegne i Peru, er et 8-12 m højt stedsegrønt træ med hængende grene. Det har små hvide til lysegule blomster i klaser og rødlige frugter, der kan bruges som erstatning for sort peber og lokalt finder anvendelse mod depressioner og modløshed. Det dyrkes som skygge- og prydtræ i varmere egne, især i Middelhavsområdet og Californien (eng. California pepper tree), hvor træet kan være et problem, da det er værtsplante for skjoldlus, som kan skade citrustræer.