Padauk, veddet fra en række sydøstasiatiske og afrikanske arter af Pterocarpus, en træslægt i ærteblomstfamilien. Mest kendt i Danmark er burmapadauk, P. macrocarpus, og andemanerpadauk, P. dalbergioides. Padauk er normalt mørkt chokoladebrunt eller purpur med rødlige striber, men kan også være gulligt eller murstensrødt. Veddet har gode styrkeegenskaber og ringe svind. Flere af arterne har bølget fiberforløb; disse skæres til finér. Kombinationen af styrke og skønhed har gjort padauk fra Østasien til en af de fineste møbeltræsorter. Det anvendes desuden til dekorative formål i snedkerarbejder, gulve (fx parket), bådebyggeri og butiksdiske.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.